Beta
LTA 1373/2022
LTA 1373/2022 — Bekendtgørelse om regulering af fiskeriet
Beta. Juridisk information, ikke juridisk rådgivning. Tjek den officielle kilde for den gældende tekst.
§ 1
Bekendtgørelsen omfatter aktiviteter i forbindelse med erhvervsmæssigt fiskeri, samt dansk registrerede fiskeres og dansk indregistrerede fartøjers erhvervsmæssige udnyttelse af fisk i alle farvande.
Bekendtgørelsen omfatter desuden landinger, omsætning m.v. i Danmark, der stammer fra udenlandske indregistrerede fiskerfartøjer.
§ 2
I denne bekendtgørelse forstås ved:
1)
Art omfattet af en flerårig plan: For Østersøen arter angivet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1139/EU af 6. juli 2016 om en flerårig plan for torske-, silde- og brislingebestandene i Østersøen og fiskeriet, der udnytter disse bestande.
For Nordsøen, Skagerrak og Kattegat arter angivet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2018/973/EU af 4. juli 2018 om en flerårig plan for demersale bestande i Nordsøen og fiskeriet efter disse bestande med nærmere bestemmelser for gennemførelsen af landingsforpligtelsen i Nordsøen.
For nordvestlige farvande en af arterne angivet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/472/EU af 19. marts 2019 om en flerårig plan for bestande, der befiskes i de vestlige farvande og tilstødende farvande, og for fiskeriet efter disse bestande.
2)
Atlantoskandisk sild: Sild i ICES-underområde I, II, V og XIV, som angivet i bilag 1.
3)
Det Rådgivende Erhvervsfiskeriudvalg: Udvalget for Erhvervsfiskeri, jf. § 4 i fiskeriloven.
4)
Disponibel kapacitet: Bruttotonnage målt i BT og motoreffekt målt i kW, som kan henføres til et bestemt fartøj, der er slettet i Søfartsstyrelsens registre og i Fiskeristyrelsens fartøjsregister, og som kan genanvendes helt eller delvist til registrering af et fartøjs motorkraft eller kapacitet.
5)
Erhvervsfiskere med A-status: Erhvervsfiskere registreret efter fiskerilovens § 14, stk. 1, efter regler fastsat i medfør af § 14, stk. 4 eller stk. 5 eller efter tilladelse i henhold til § 21, stk. 1.
6)
Fangstrejse: Sejlads i forbindelse med udøvelse af erhvervsfiskeri fra tidspunktet, hvor fartøjet forlader havn, til tidspunktet for fartøjets ankomst til havn.
7)
Fartøj: Fiskerfartøj, som er registreret i Skibsregistrets særregistre over fiskerfartøjer og Skibsregistrets fartøjsfortegnelse, jf. bekendtgørelse om skibsregistrering.
8)
Fartøjets længde overalt: Fartøjets længde overalt, og for fartøjer, hvor fartøjets længde overalt ikke er opgjort, fartøjets kendingslængde.
Længden overalt eller kendingslængden skal være i overensstemmelse med registreringen i Fiskeristyrelsens fartøjsregister.
9)
Fiskereserven: Fiskereserven indeholder mængder af specifikke kvoter, der permanent eller midlertidigt holdes uden for tildelingerne af årsmængde til fartøjerne, jf. § 128.
10)
Fiske, medbringe og lande: Sporing af fisk, udsætning, sætning, trækning og indhaling af fiskeredskaber, ombordtagning af fangst, omladning, opbevaring om bord, forarbejdning om bord, overførsel, anbringelse i bur af fisk, opfedning og landing af fisk og fiskevarer.
11)
FKA: Omsættelige kvoteandele (fartøjskvoteandele) som giver ret til en årlig andel af den procentdel af den danske kvote, som er afsat til FKA opgjort i bilag 2, kolonne E, og som er tilknyttet et fartøj.
12)
FKA-FE fartøj: Et fartøj, der har opnået Fiskeristyrelsens godkendelse af, at fartøjet for en periode har status som FKA-FE-fartøj, jf. § 113.
13)
FKA-kystfiskerfartøj: Et fartøj, der er tilmeldt den tidsubegrænsede kystfiskerordning, jf. § 109.
14)
FKA-kystfiskerkapacitet: Disponibel kapacitet, der kan henføres til et FKA-kystfiskerfartøj, jf. § 109.
15)
Havdage: Antal døgn i et givet kalenderår, hvor et fartøj er til havs i forbindelse med en fangstrejse, som udregnes som antal timer fra fangstrejsens begyndelse til dens slutning divideret med 24, og herefter oprundet til nærmeste antal hele døgn.
En kontinuerlig fangstrejse fortsætter så længe, der er mindre end 24 timer fra ankomst til afsejling.
16)
ICES-områder og -underområder: Forvaltningsområder angivet i bilag 1.
17)
Individuelle kvotebytter: Overførelse af retten til at anvende årsmængder til fartøjer fra andre lande imod overførelse af mængder, der stilles til rådighed for bestemte dansk indregistrerede fartøjer.
18)
Industrifisk: Fisk, der landes til andre formål end konsum.
19)
Industrifiskeri: Fiskeri, hvor et fartøj fisker, medbringer eller lander fisk til andre formål end konsum.
20)
IOK: Omsættelige kvoteandele (individuelle overdragelige kvoteandele) der giver ret til en årlig andel af den procentdel af den danske kvote, som er afsat til IOK opgjort i bilag 2, kolonne D, og som er tilknyttet et fartøj.
21)
IOKINDUSTRI-FE fartøj: Et fartøj, der har opnået Fiskeristyrelsens godkendelse til, at fartøjet for en periode har status som IOKINDUSTRI-FE-fartøj på særlige vilkår, jf. § 113.
22)
Kalenderuge: En uge, bestående af syv på hinanden følgende dage, der påbegyndes midnat mellem søndag og mandag.
23)
Kvote: Den mængde af en bestand i et nærmere angivet farvandsområde, som står til rådighed for dansk fiskeri i et kvoteår.
Der kan i kvoten også indgå mængder, som er til rådighed for dansk fiskeri baseret på muligheden for at overføre kvotemængder fra et år til et andet, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning 1380/2013/EU af 11. december 2013 om den fælles fiskeripolitik samt Rådets forordning 847/96/EF af 6. maj 1996 om supplerende betingelser for forvaltningen af TAC og kvoter fra år til år.
24)
Kvoteandele: Rettighed til en årlig andel af den procentdel af kvoten, som er afsat til enten FKA eller IOK, jf. bilag 2, kolonne D og E.
25)
Kvoteselskab: Et erhvervsfiskerselskab, jf. fiskerilovens § 16, som ejes direkte eller indirekte af mindst syv erhvervsfiskere med A-status, hvor hver af disse erhvervsfiskere direkte eller indirekte sammenlagt ejer mindre end 50 pct. af selskabet.
26)
Kvoteår: En periode, hvor en kvote står til rådighed for dansk fiskeri.
27)
Laug: Et erhvervsfiskerselskab, jf. fiskerilovens § 16, som ejes direkte eller indirekte af mindst syv erhvervsfiskere med A-status, og hvor hver af disse erhvervsfiskere direkte eller indirekte sammenlagt ejer en lige stor andel af selskabet.
28)
MAF-fartøj: Et fartøj, som har ret til at fiske på rationer, jf. § 99.
29)
Motorkraft: Den motoreffekt, der er anført af Søfartsstyrelsen i fartøjets farttilladelse eller tilsynsbog, og som ikke efterfølgende er ændret.
30)
Mængde: Mængde af fisk, som er til rådighed for fiskeri.
31)
Parfiskeri: Fiskeri udøvet fra to fartøjer, som anvender og trækker samme fangstredskab.
32)
Puljefiskeri: Fiskeri, der opgøres i fællesskab mellem selvstændige erhvervsfiskere eller erhvervsfiskerselskaber med fartøjer, som erhvervsfiskerne eller erhvervsfiskerselskaberne er direkte ejere af, således at en deltager med sit fartøj kan benytte de fangstrettigheder, som er tilknyttet en anden puljedeltagers fartøj.
33)
Rationsfiskeri: Fiskeri på en fastsat fællesmængde, som flere fartøjer har adgang til i en nærmere angivet periode på baggrund af det enkelte fartøjs status eller en tilladelse.
34)
Rationsperiode: Den periode hvor en ration står til rådighed for et fartøj.
35)
Region: Region Hovedstaden, Region Sjælland, Region Syddanmark, Region Midtjylland eller Region Nordjylland.
36)
Samlede årsmængder: Årsmængder tildelt til et fartøj på baggrund af kvoteandele ved kvoteårets begyndelse sammenlagt med de mængder, som er tildelt fartøjet løbende i det pågældende år.
37)
Straksregulering: Regler og vilkår for fiskeriet udstedt efter reglerne i fiskerilovens § 34, stk. 3, med henblik på kvotestyring, jf. § 17.
38)
Søfartsstyrelsens registre: Skibsregistrets særregistre over fiskerfartøjer og Skibsregistrets fartøjsfortegnelse, jf. bekendtgørelse om skibsregistrering.
39)
Søpakning: Vejning og pakning af fangsten ombord efter markedsnormer med henblik på salg.
40)
Tonnage: Bruttotonnage (BT), som er knyttet til et fartøj, eller som er knyttet til disponibel kapacitet.
41)
Årsmængde: Mængdeangivelse for en mængde af fisk, , som må fiskes, medbringes og landes af et konkret fartøj i et konkret kvoteår.
§ 3
Det er en betingelse for at fiske, medbringe og lande i følgende fiskerier, at fartøjets direkte ejer har en tilladelse til at udøve dette fiskeri med fartøjet:
1)
Industrifiskeri i alle farvande.
2)
Fiskeri i farvandene ved Svalbard og Bjørnø (ICES-underområderne IIa og b), jf. bilag 1.
3)
Fiskeri i ICES-områderne V-X samt CECAF 34.1.1, 34.1.2 og 34.2.0, jf. bilag 1.
4)
Fiskeri efter dybvandsrejer i ICES-områderne XIV og V samt NAFO-områderne 0 og 1, jf. bilag 1.
5)
Fiskeri efter lodde fra ICES områderne XIV og V samt NAFO-områderne 0 og 1, jf. bilag 1.
6)
Fiskeri efter blåhvilling i færøsk farvand.
7)
Fiskeri efter hestemakrel eller sperling i den norske fiskerizone i Nordsøen ved landing over 300 kg pr. fangstrejse.
8)
Fiskeri efter konk.
9)
Fiskeri fra fartøjer med automatisk klassifikationsudstyr til sortering og indfrysning af fisk om bord.
10)
Fiskeri i ICES-underområde 23, jf. bilag 1, med et fartøj med en længde overalt på under 12 meter, når fartøjet er udstyret med enten trawltromle, wirespil eller davider til trawlskovle, så de kan anvendes til trawlfiskeri.
§ 4
Det er en betingelse for at fiske, medbringe og lande en given mængde af fisk omfattet af bilag 2, kolonne D og E, at fartøjet har en tilladelse til at fiske en mængde af den pågældende art og det område, eller at fartøjet deltager i puljefiskeri med fartøjer med en tilladelse til at fiske en tilsvarende mængde, jf. § 59, jf. dog stk. 2 og § 7.
Stk. 2.
Fiskeristyrelsen kan åbne for ration for MAF-fartøjer med en straksregulering, jf. § 17, i stedet for tilladelser til MAF-fartøjer.
§ 5
En bierhvervsfisker registreret i henhold til fiskerilovens § 21, stk. 1, kan, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, få tilladelse til at anvende op til 60 garn.
De tilladte garnredskaber beskrives nærmere i tilladelsen.
§ 6
Ansøgning om tilladelse til fiskeri efter § 3 skal være Fiskeristyrelsen i hænde senest tre hverdage forud for begyndelsen af den periode, hvor tilladelsen skal gælde.
Stk. 2.
Ansøgning om tilladelse efter § 3 sendes til tilladelse@fiskeristyrelsen.dk, jf. dog stk. 3.
Stk. 3.
Fiskeristyrelsen udsteder uden ansøgning tilladelser til fiskeri, jf. § 4, til fartøjer, der har tilknyttet IOK eller FKA.
§ 7
Tilladelser efter §§ 3 og 4 udstedes af Fiskeristyrelsen i overensstemmelse med bilag 3.
Stk. 2.
Ved beslutning om udstedelse og indholdet af tilladelser, herunder antallet af tilladelser i det enkelte fiskeri, lægger Fiskeristyrelsen vægt på de hensyn, der er nævnt i fiskerilovens § 34, stk. 2.
Stk. 3.
Fiskeristyrelsen kan fastsætte nærmere vilkår i en tilladelse i henhold til udøvelse af fiskeriet, jf. bilag 3.
Stk. 4.
Fiskeristyrelsen kan fastsætte vilkår om, at tilladelsen kan tilbagekaldes, når vilkår for en anden tilladelse til samme fartøj overtrædes på en måde, der griber ind i bestanden for den fiskeart, som tilladelsen vedrører.
§ 8
Tilladelser til fiskeri efter §§ 3 og 4 gælder hele kvoteåret, hvis ikke andet angives i tilladelsen.
§ 9
I perioden fra 1. januar til 18. januar i et givet år kan fartøjer udøve fiskeri, som kræver tilladelse, selv om den direkte ejer af fartøjet endnu ikke har modtaget en tilladelse, hvis en af følgende betingelser opfyldes
1)
fartøjet har tilknyttet kvoteandele, eller
2)
fartøjet havde tilladelse til industrifiskeri den 31. december i det forudgående år.
Stk. 2.
Fiskeri efter stk. 1, skal foregå inden for de mængder af kvoterne, som kvoteandele giver adgang til.
§ 10
Tilladelse til industrifiskeri, jf. § 3, nr. 1, skal frameldes til Fiskeristyrelsen forud for påbegyndelse af fiskeri i henhold til en privat aftale uden for dansk fiskeriterritorium og uden for EU's fiskeriaftaler.
§ 11
Fartøjer, der ikke har en tilladelse til makrelfiskeri efter § 4, stk. 1, må fiske, medbringe og lande makrel inden for dansk fiskeriterritorium, hvis
1)
der landes op til højst 800 kg fra én fangstrejse pr. døgn, eller
2)
fartøjet hele året alene anvendes til fiskeri med bundgarn og andre pæleredskaber.
Stk. 2.
Fiskeriet foregår på den mængde, der er afsat i henhold til bilag 2, kolonne M.
§ 12
Fiskeristyrelsen kan udstede tilladelse til fiskeri med kroge til fartøjer med en længde overalt på 40 meter eller derunder, der ikke har kvoteandele af makrel, hvis de direkte og indirekte ejere af fartøjet ikke via direkte eller indirekte ejerskab af andre fartøjer råder over kvoteandele af makrel.
Fiskeriet foregår på den mængde, der er afsat i henhold til bilag 2, kolonne L.
Stk. 2.
Fiskeri af makrel, jf. stk. 1, i norsk økonomisk zone uden for 12 sømil af basislinjerne er betinget af, at fartøjet er under 200 BT og har særskilt tilladelse til makrel fiskeri med kroge i norsk zone syd for 62° N.
Stk. 3.
Når 2/3 af de fastsatte mængder, jf. stk. 1. er opfisket, fastsættes det af Fiskeristyrelsen, efter høring i Det Rådgivende Erhvervsfiskeriudvalg, om der skal indføres mængdemæssige begrænsninger for de enkelte fartøjer.
Disse meddeles i en straksregulering, jf. § 17.
Stk. 4.
Hvis der den 1. oktober i et givet år resterer en del af den mængde, der er afsat til krogfiskeri, jf. stk. 1, indgår disse mængder i Fiskereserven.
§ 13
Efter hel eller delvis overdragelse af et fartøjs IOK af makrel må det afgivende fartøj ikke fiske makrel uden tilladelse, jf. § 11, eller med tilladelse, jf. § 12.
Stk. 2.
Begrænsningen i stk. 1 gælder for alle fartøjer, som ejes af en fysisk eller juridisk person, som direkte eller indirekte ejer et fartøj, der er overdraget IOK fra.
§ 14
Hvis Danmark i det pågældende år kun kan give adgang til at fiske makrel i norsk fiskerizone til et begrænset antal fartøjer, tildeles tilladelser til de fartøjer, som har tilknyttet størst kvoteandel (IOK) af makrel i norsk zone pr. 1. januar det pågældende år.
Stk. 2.
Tilladelser efter stk. 1 kan ikke overdrages mellem fartøjer.
§ 15
Fartøjer, der ikke har tilladelse til sildefiskeri i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat, jf. § 4, må fiske, medbringe og lande sild, hvis
1)
der landes op til højst 800 kg fra én fangstrejse pr. døgn, eller
2)
fartøjet hele året alene anvendes til fiskeri med bundgarn og andre pæleredskaber.
Stk. 2.
Fiskeriet foregår på den mængde, der er afsat i henhold til bilag 2, kolonne M.
§ 16
Hvis Danmark i det pågældende år kun kan give tilladelse til at fiske sild i færøsk zone, norsk zone omkring Jan Mayen samt norsk fiskerizone til et begrænset antal fartøjer, tildeles tilladelserne til fartøjer, som har tilknyttet størst kvoteandel (IOK) for sild i pågældende område pr. 1. januar.
Stk. 2.
Tilladelser efter stk. 1 kan ikke overdrages mellem fartøjer.
§ 17
Fiskeristyrelsen kan med kvotestyring som formål udsende en straksregulering med regler for fiskeriet, herunder indstilling af eller ændrede vilkår for nærmere angivne fiskerier, uanset om fiskeriet er underlagt en tilladelse.
Stk. 2.
Straksregulering indføres ikke i Lovtidende, jf. fiskerilovens § 34, stk. 3, men udsendes af Fiskeristyrelsen i overensstemmelse med bilag 4.
Straksregulering offentliggøres i Retsinformation, når straksreguleringen er udsendt.
Ikrafttrædelsestidspunkt fremgår af straksreguleringen.
Stk. 3.
Før forhøjelse eller reduktion i tildelte fangstmængder eller højst tilladte indsats samt ændring af vilkårene for fiskeriet ved straksregulering høres Det Rådgivende Erhvervsfiskeriudvalg.
§ 18
Fartøjer omfattet af reglerne om elektronisk logbog skal registrere afsejling fra havn via det elektroniske logbogssystem.
Stk. 2.
Fartøjer, der fører logbog og ikke er omfattet af det elektroniske logbogssystem, skal afgive melding om afsejling fra havn via Fiskeristyrelsens hjemmeside, jf. dog stk. 4.
Stk. 3.
Melding efter stk. 2 skal indeholde oplysninger om, i hvilke områder der vil blive fisket i.
Stk. 4.
Fartøjer, som har et fungerende Automatisk Identifikations System (AIS), klasse A, er ikke omfattet af stk. 1, forudsat at en direkte ejer af fartøjet indberetter fartøjets maritime identifikationsnummer (MMSI) til Fiskeristyrelsen på e-mail fmc@fiskeristyrelsen.dk.
§ 19
Fartøjer omfattet af reglerne om elektronisk logbog skal melde ankomst til havn, når fartøjet medbringer mere end 50 kg af en art, der er omfattet af en flerårig plan, eller når fartøjet medbringer blåhvilling, hestemakrel, makrel eller sild, jf. dog stk. 3 og 4.
Stk. 2.
Alle øvrige fartøjer, der er omfattet af krav om føring af logbog, skal melde ankomst til havn, når fartøjet medbringer mere end 300 kg af en art, der er omfattet af en flerårig plan, eller fartøjet medbringer blåhvilling, hestemakrel, makrel eller sild, jf. dog stk. 3 og 4.
Stk. 3.
Fartøjer, der er omfattet af krav om føring af logbog, skal melde om ankomst til havn efter fiskeri i Østersøen, når der medbringes mere end 250 kg torsk eller mere end 2.000 kg pelagiske arter, jf. dog stk. 4.
Stk. 4.
Fartøjer, som medbringer eller lander industrifisk, skal melde ankomst og losning i overensstemmelse med bilag 5.
Stk. 5.
Fartøjer, som medbringer laks og havørred fanget i Østersøen, skal melde ankomst til havn, når fartøjet samlet medbringer 10 stykker eller derover.
Stk. 6.
Fartøjer, som medbringer ål, skal melde ankomst til havn, hvis fartøjet ilandbringer 100 kg eller der over pr. kalenderdøgn.
§ 20
Fartøjer, som ikke losser ved ankomst, skal melde enhver ankomst, uanset om der påtænkes losning eller ej.
I meldingen skal angives lossetidspunkt, såfremt dette afviger fra ankomsttidspunktet.
Stk. 2.
Fartøjsføreren er undtaget fra pligten til at foretage melding til Fiskeristyrelsen, hvis en anden person foretager den forudgående melding om losning på fartøjsførerens vegne i overensstemmelse med bilag 5.
Stk. 3.
Fartøjsføreren skal ved melding af ankomst og losning påføre logbogen det kvitteringsnummer nævnt i bilag 5, hvis fartøjet ikke er omfattet af det elektroniske logbogssystem.
Ankomst eller losning må ikke finde sted inden det anmeldte tidspunkt.
§ 21
Melding om ankomst til havn eller losning efter § 20 skal ske i overensstemmelse med bilag 5 eller de vilkår, som er fastsat i tilladelsen til fiskeriet, jf. §§ 3 og 4.
Stk. 2.
Stk. 1 gælder både danske og udenlandske indregistrerede fartøjer, der ankommer til dansk havn.
§ 22
Fiskeristyrelsen kan ved straksregulering, jf. § 17, eller ved vilkår i tilladelser for nærmere angivne fiskerier fastsætte, at der inden indsejling i det farvand, hvor fiskeriet finder sted, og inden udsejling fra dette farvand, skal foretages melding i overensstemmelse med bilag 6.
Stk. 2.
Inden udsejling fra et farvandsområde, hvor der er fisket, til et andet farvandsområde, skal den elektroniske logbog opdateres og sendes til Fiskeristyrelsen.
§ 23
Når industrifisk fiskes, medbringes og landes i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat, må andelen af fisk, der ikke kan sorteres med henblik på artsbestemmelse, højst udgøre 25 pct. af den samlede mængde fisk ombord.
Stk. 2.
Fiskeristyrelsen kan, når særlige vejrforhold indtræffer, tillade en større andel usorterbar fisk ombord end 25 pct.
Stk. 3.
Hvis en fartøjsfører på grund af vejrforhold vurderer, at andelen af usorterbar fisk i lasten vil overskride 25 pct., skal dette så hurtigt som muligt og forud for ankomst til havn meddeles Fiskeristyrelsen.
Meddelelsen kan ske på telefon 72 18 56 09, og fartøjsføreren skal oplyse om lastens artssammensætning.
§ 24
Virksomheder må ikke modtage industrifisk fra dansk eller udenlandsk registrerede fartøjer, hvis der ikke er foretaget melding inden ankomst og losning, jf. bilag 5.
§ 25
Begge fartøjsførere er ved parfiskeri ansvarlige for, at fiskeriet, som drives af de to fartøjer, følger fiskerilovgivningen.
§ 26
Ved parfiskeri må den samlede mængde, der fiskes, medbringes og landes, ikke overstige summen af, hvad det er tilladt at fiske, medbringe og lande med begge de fartøjer, der deltager i parfiskeriet.
Stk. 2.
Parfiskeri må kun udøves af fartøjer, der begge har tilladelse til at udføre fiskeriet.
§ 27
Det er forbudt at anvende et fartøj til fiskeri i ICES-underområde 22 i Østersøen, hvis fartøjets motorkraft overstiger 221 kW/300 HK.
Det er endvidere forbudt at anvende et fartøj med en længde overalt på 17 meter eller derover, og samtidig må fartøjets længde overalt udtrykt i meter gange fartøjets bredde udtrykt i meter ikke overstige 100.
Stk. 2.
Fartøjer, som i 2007 fik tilladelse efter § 28, stk. 2, i dagældende bekendtgørelse nr. 1535 af 18. december 2006 om regulering af fiskeriet i 2007 og visse vilkår for fiskeriet i følgende år, kan fiske i ICES-underområde 22, jf. bilag 1, selvom fartøjet er større end de grænser, der er angivet i stk. 1, 2. pkt.
Stk. 3.
Tilladelse efter stk. 2 kan ikke overføres til andre fartøjer identificeret ved EU-identifikationsnummer.
§ 28
I tilladelser til fiskeri efter brisling eller sild i Østersøen kan Fiskeristyrelsen indføre forbud mod at anvende fartøjer, hvis motorkraft overstiger 588 kW/800 HK, når fiskeriet foregår inden for 12 sømil af den tyske basislinje.
§ 29
I ICES-underområde 23 i Østersøen, jf. bilag 1, er det forbudt at fiske med snurrevod, jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
Undtaget fra forbuddet i stk. 1 er fiskeri med snurrevod i området beliggende mere end 3 sømil fra land og afgrænset mod nord af linjen fra Gilbjerg Hoved til Kullen Fyr og mod syd af linjen fra Ellekilde Hage til Lerberget.
§ 30
Fartøjer med en længde overalt på under 12 meter udstyret med enten trawltromle, wirespil eller davider til trawlskovle, således at disse kan anvendes til trawlfiskeri, og som skal have en tilladelse til at fiske i ICES underområde 23, jf. § 4, skal være monteret med udstyr til elektronisk registrering af data om fartøjers fiskeriaktiviteter, som skal kunne opsamle, lagre og afsende oplysninger om fartøjets position, kurs, fart med angivelse af tidspunkt, samt af sensordata, herunder rotation på spil og tromle.
Stk. 2.
Enhver form for udstyr, herunder spil og tromle, der anvendes til udsætning af redskaber, skal være forsynet med en sensor, der registrerer, når udstyret anvendes.
Stk. 3.
Udstyret til elektronisk registrering, jf. stk. 1, skal mindst hvert 10. sekund indsamle de data nævnt i stk. 1.
Stk. 4.
De i stk. 1 nævnte data skal minimum en gang i døgnet sendes elektronisk til Fiskeristyrelsens web-service (WSDL) "NES MUSSELS WS" i de dataformater, som fremgår af Fiskeristyrelsens hjemmeside www.fiskeristyrelsen.dk.
§ 31
Et fartøj må ikke fiske i underområde 23, jf. bilag 1, hvis det udstyr nævnt i § 30 ikke opfylder kravene i § 30.
Stk. 2.
Hvis fartøjsføreren under fiskeri konstaterer, at udstyret til elektronisk registrering nævnt i § 30 ikke opfylder kravene nævnt i § 30, skal den pågældende sørge for,
1)
at Fiskeristyrelsen straks kontaktes og meddeles, at der er funktionsfejl på udstyret, på Fiskeristyrelsens Fiskerimonitorerings centers telefon 72 18 56 09,
2)
at fiskeriet straks indstilles,
3)
at alle redskaber straks tages ombord, og
4)
at fartøjet sejles i havn.
§ 32
Fartøjer, der i Kattegat fisker med bundtrawl (redskabskode: OTB, OTT, OT, TBN, TBS, TB og PTB), som skal foregå med maskestørrelser på 70 mm og derover, og som ikke deltager i et godkendt projekt med elektronisk monitorering i henhold til Rådets Forordning 2022/109/EU af 27. januar 2022 om fastsættelse for 2022 af fiskerimuligheder for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande gældende i EU-farvande og for EU-fiskerfartøjer i visse andre farvande, skal anvende de redskaber, der fremgår i bilag 7.
Stk. 2.
Fartøjer, der i Kattegat fisker med bundtrawl (redskabskode: OTB, OTT, OT, TBN, TBS, TB og PTB), som skal foregå med maskestørrelser på 70 mm og derover, og som deltager i et godkendt projekt med elektronisk monitorering i henhold til Rådets Forordning 2022/109/EU af 27. januar 2022 om fastsættelse for 2022 af fiskerimuligheder for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande gældende i EU-farvande og for EU-fiskerfartøjer i visse andre farvande, skal anvende de redskaber, der fremgår i bilag 7 eller bilag 8, jf. dog stk. 3 og 5.
Stk. 3.
Fartøjer omfattet af stk. 2., kan i perioden fra 1. oktober til 31. december anvende sorteringspanel, som nærmere beskrevet i bilag 9, samt i bilag 10, punkt 3.
Dog er perioden for fartøjer, der fisker med snurrevod, fra 1. august til 31. oktober.
Stk. 4.
Fartøjer med en længde overalt på under 10 meter kan anvende sorteringspaneler, jf. stk. 1-3, som er placeret i den spidse del af trawlredskabet.
Når sorteringspanelet er placeret i den spidse del af trawlredskabet, kan der anvendes en to-panel fangstpose, hvor top og bundsektion er lige brede.
Ved anvendelse af et selektionspanel bestående af 270 mm diamantmasker, jf. stk. 2, skal panelet bestå af seks åbne masker.
Stk. 5.
Der kan anvendes de selektive redskaber, der er beskrevet i bekendtgørelse om forbud mod visse former for fiskeri i nærmere afgrænsede områder i Kattegat og nordlige del af Øresund, jf. bilag 1.
§ 33
Ved fiskeri i Skagerrak med trawl, snurrevod eller andet slæbende redskab skal redskaberne være udformet i overensstemmelse med bestemmelserne i stk. 2-6.
Stk. 2.
Ved målrettet fiskeri af dybvandsrejer skal
1)
anvendes diagonalmaske med mindste maskestørrelse på 35 mm,
2)
anvendes en rektangulær sorteringsrist med en maksimal afstand mellem tremmerne på 19 mm, hvor ristens tremmer er parallelle med ristens længdeakse, og
3)
trawlens overpanel indeholde et fiskeudslip foran sorteringsristens overkant.
Stk. 3.
Fartøjer, der fisker i henhold til stk. 2, og som har fiskerirettigheder til de arter, som redskabet kan forventes at fange, kan ved fiskeudslippet montere en tunnel eller opsamlingspose, som beskrevet i bilag 10, for at tilbageholde større fisk.
Stk. 4.
Ved målrettet fiskeri af jomfruhummer skal anvendes en sorteringsrist og redskab konstrueret som beskrevet i bilag 10, nr. 2.
Stk. 5.
Ved blandet demersalt fiskeri skal anvendes diagonalmaske på mindst 120 mm på fangstposen og forlængerstykket, dog minimum på 8 meter af fangstredskabet, jf. dog stk. 6.
Stk. 6.
Der kan fiskes med trawl eller andet slæbende redskab med en maskestørrelse på minimum 90 mm, hvis der anvendes et af de paneler beskrevet i bilag 10.
Stk. 7.
Fartøjer med en længde overalt på under 10 meter kan anvende sorteringspaneler, jf. stk. 6, som er placeret i den spidse del af trawlredskabet.
Når sorteringspanelet er placeret i den spidse del af trawlredskabet, kan der anvendes en to-panel fangstpose, hvor top og bundsektion er lige brede.
Ved anvendelse af et selektionspanel bestående af 270 mm diamantmasker skal panelet bestå af seks åbne masker.
§ 34
Landinger i Danmark af mere end 10.000 kg hestemakrel, makrel, sild eller en kombination deraf, som er fanget i de områder oplistet i nr. 1-3, må kun foretages i Frederikshavn, Gilleleje, Glyngøre, Grenå, Hanstholm, Hirtshals, Hundested, Hvide Sande, Skagen, Strandby eller Thyborøn:
1)
Sild fanget i ICES-område I, II, IIIa, IV, Vb, VI og VII.
2)
Makrel fanget i ICES-område IIa, IIIa, IV, Vb, VI, VII, VIII, IX, X, XII og XIV.
3)
Hestemakrel fanget i ICES-område IIa, IV, Vb, VI, VII, VIII, IX, X, XII og XIV.
§ 35
De danske kvoter fordeles ved kvoteårets start til de formål, som er angivet i bilag 2.
Stk. 2.
Hvis de danske kvoter forøges eller reduceres i løbet af kvoteåret, fordeles ændringerne proportionalt til de formål nævnt i bilag 2, kolonne D eller E, F, H, J og M.
Dette gælder dog ikke, hvis ændringerne sker som følge af individuelle kvotebytter med andre lande eller kvote fleksibilitet (overførsler af kvoter fra år til år) på fartøjsniveau.
Stk. 3.
De procentandele af den danske kvote, som er oplistet i bilag 2, kolonne G, kan afhængigt af fangst- og kvotesituationen stilles til rådighed for fiskeri af utilsigtede bifangster for fartøjer, der ikke har ret til at fiske på disse arter.
Regler herom udstedes som straksregulering, jf. § 17.
§ 36
FKA og IOK er tilknyttet et fartøj.
Et fartøjs ejere ejer fartøjets tilknyttede kvoteandele og årsmængder.
Stk. 2.
Kvoteandele og årsmængder må kun overdrages til fysiske eller juridiske personer, der er berettiget til at udøve erhvervsmæssigt fiskeri, jf. fiskerilovens §§ 14, 16, 17 og 21.
Stk. 3.
I perioden fra den 1. december til den 31. december modtager Fiskeristyrelsen ikke meddelelser om overførsel af kvoteandele til andre fartøjer.
§ 37
Hvis der er mere end en direkte ejer af et fartøj, udpeger og anmelder ejerkredsen over for Fiskeristyrelsen en fuldmægtig, som er bemyndiget til på hele ejerkredsens vegne at give og modtage bindende meddelelser i forhold til Fiskeristyrelsen.
Stk. 2.
Hvis der sker ændringer i ejerkredsen af de direkte ejere, skal det over for Fiskeristyrelsen oplyses, om der er udpeget en ny fuldmægtig.
Indtil Fiskeristyrelsen har modtaget meddelelse fra de direkte ejere om udskiftning af fuldmægtigen, er den person, der er udpeget som fuldmægtig, fortsat legitimeret til at give og modtage meddelelser i forhold til Fiskeristyrelsen.
Stk. 3.
Hvis et fartøj skifter direkte eller indirekte ejer, vil kvoteandelene fortsat være tilknyttet fartøjet.
§ 38
Hvis et fartøj med kvoteandele eller en årsmængde af sild fra generationsskiftepuljen, jf. § 122, slettes fra Fiskeristyrelsens fartøjsregister, uden at kvoteandelene og årsmængderne forinden er overdraget til et eller flere fartøjer, bortfalder retten til kvoteandelene og årsmængden, og disse overføres til Fiskereserven, jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
Kvoteandele kan efter ansøgning til Fiskeristyrelsen til overdragelse@fiskeristyrelsen.dk bevares i op til 12 måneder, efter et fartøj er solgt eller registreret inaktivt i Fiskeristyrelsens fartøjsregister.
Fiskeristyrelsen kan endvidere efter ansøgning tillade, at kvoteandele bevares i en længere periode, dog i højst 24 måneder, hvis den direkte ejer af fartøjet, inden fartøjet er slettet, har ansøgt Fiskeristyrelsen om, at kvoteandelene overdrages til et andet fartøj, som de indirekte eller direkte ejere har indgået aftale om at erhverve.
Stk. 3.
Årsmængder tildelt på baggrund af kvoteandele, der ikke er tilknyttet et aktivt fartøj, jf. stk. 2, kan i perioden indtil det nye fartøj er registreret i Fiskeristyrelsens fartøjsregister overdrages på samme vilkår, som hvis kvoterne fortsat var knyttet til et fartøj, herunder de gældende lofter for overdragelse jf. § 49.
§ 39
Retten til at råde over FKA og IOK kan opsiges af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri med 16 års varsel.
Opsigelse vil blive fastsat ved bekendtgørelse og meddelt de direkte ejere af de fartøjer, som har tilknyttet kvoteandele.
§ 40
Fiskeristyrelsen kan give tilladelse til, at et fartøj, som er overtaget af et pengeinstitut, Danmarks Skibskreditfond eller pantesikrede kreditorer ved tvangsauktion, får tildelt årsmængde i henhold til de kvoteandele, som er tilknyttet fartøjet.
§ 41
Fartøjer, der har tilknyttet kvoteandele, må fiske, medbringe og lande den årsmængde, som fremgår af tilladelse udstedt af Fiskeristyrelsen efter § 4.
Årsmængder tildeles på baggrund af de i bilag 2, kolonne D og E angivne procent af den danske kvote for de pågældende arter i de pågældende fangstområder.
Stk. 2.
Årsmængder til fartøjerne udregnes ud fra de kvoteandele, som er tilknyttet fartøjet, jf. bilag 11.
Stk. 3.
Hvis der fra årets start er tildelt EU-medlemslandene en foreløbig kvote, udstedes årsmængder i forhold til de mængder, Danmark til enhver tid har adgang til.
§ 42
De IOK, der er tildelt på grundlag af fiskeri af sild i Limfjorden, må kun fiskes i Limfjorden.
Dette gælder, uanset om kvoteandelene er overdraget til et eller flere andre fartøjer.
Stk. 2.
Fartøjets direkte ejere kan overføre op til 25 pct. af fartøjets årsmængde i Limfjorden til fiskeri i Nordsøen uden for Limfjorden.
For fartøjer, hvor samme fysiske eller juridiske person ejer både det afgivende og det modtagende fartøj, kan der overføres op til 100 pct. af årsmængderne til fiskeri i Nordsøen uden for Limfjorden.
Fartøjer, som overfører op til 100 pct. af årsmængderne af sild i Limfjorden til fiskeri i Nordsøen, må gerne overdrage mængder, som overstiger de lofter for overdragelse, der fremgår af § 49.
Stk. 3.
Muligheden for at overføre op til 100 pct. af årsmængderne til fiskeri i Nordsøen uden for Limfjorden i medfør af stk. 2 ophører, hvis kredsen af de direkte ejere i det afgivende fartøj er ændret efter den 25. august 2011, eller hvis kredsen af de indirekte ejere i det afgivende fartøj ændres efter den 1. september 2022.
Stk. 4.
Der kan ikke overføres årsmængder eller kvoteandele, som er tildelt på grundlag af fiskeri uden for Limfjorden til fiskeri i Limfjorden.
Der kan endvidere ikke tildeles generationsskiftesild, jf. § 122, stk. 1, til fiskeri i Limfjorden.
§ 43
Hvis der under en fangstrejse fiskes mere end den mængde, der resterer i henhold til en tilladelse, jf. dog stk. 2., eller en rationsmængde skal fartøjsføreren inden ankomst til havn foretage anmeldelse heraf til Fiskeristyrelsen.
Anmeldelse skal gives enten telefonisk på 72 18 56 09 eller via e-mail til fmc@fiskeristyrelsen.dk.
Anmeldelsen skal indeholde
1)
fartøjets havnekendingsbogstaver og -nummer,
2)
art og mængde af fisk om bord,
3)
den mængde, der er fisket ud over den angivne mængde i tilladelsen, og
4)
det farvand, hvor fiskeriet er foregået.
Stk. 2.
Krav om anmeldelse, jf. stk. 1, for fartøjsførere, som fisker på en mængde givet i en tilladelse jf. § 4, gælder ikke, for fartøjer tilmeldt et puljefiskeri, jf. § 59.
Stk. 3.
Ved anmeldelsen modtager fartøjsføreren et registreringsnummer, som straks skal indføres i logbogen.
Stk. 4.
Den direkte ejer af fartøjet skal snarest muligt og senest fem hverdage efter landing indsende dokumentation til Fiskeristyrelsen for, at fartøjet har erhvervet årsmængde for den del af fangsten, der på fangsttidspunktet var fisket ud over den tilladte fangstmængde.
§ 44
Før tildeling af årsmængder på baggrund af IOK eller FKA reduceres mængden til uddeling med eventuelt overfiskeri af en kvote i det forudgående år.
§ 45
I det omfang, der i medfør af EU-retten bliver mulighed for at videreføre uopfiskede mængder af de enkelte kvoter fra det pågældende år til det følgende år, kan der via straksregulering, jf. § 17, fastsættes regler, der tillader, at uopfiskede mængder, der er uddelt på grundlag af kvoteandele, som et fartøj råder over ved udgangen af det pågældende år, videreføres, så mængden kan fiskes af det samme fartøj i det følgende år.
Stk. 2.
I det omfang, der i medfør af EU-retten bliver mulighed for at fiske på dele af årsmængderne for det følgende år allerede i det pågældende år, kan det ved straksregulering, jf. §17, fastsættes, at fartøjer efter forudgående godkendelse af Fiskeristyrelsen kan overskride deres årsmængde i det pågældende år.
Denne mængde modregnes forlods i fartøjets mængde for det følgende år, uanset om fartøjet har skiftet direkte eller indirekte ejer, og uanset om kvoteandelene er overdraget til et andet fartøj.
§ 46
Hvis den danske kvote reduceres eller forhøjes efter udstedelse af tilladelse til at fiske årsmængder, eller et fiskeri i øvrigt indstilles, før de tildelte årsmængder er opfisket, kan Fiskeristyrelsen udstede justerede tilladelser, hvor årsmængderne reduceres i et sådant omfang, at overfiskeri af den danske kvote forebygges mest muligt.
Uopfiskede mængder inddrages i forhold til de kvoteandele, som det enkelte fartøj disponerer over på det tidspunkt, hvor kvoten reduceres.
Stk. 2.
Fartøjer, der ikke får mulighed for at lande en mængde af den endelige kvote, der svarer til fartøjets kvoteandel, jf. stk. 1, kan året efter tildeles en tilsvarende større årsmængde fra Fiskereserven.
§ 47
I det omfang tobisfiskeriet igangsættes uden fastlæggelse af en endelig kvote, fragår de mængder, det enkelte fartøj har landet, i de årsmængder, som fartøjet senere tildeles.
Årsmængder fordeles i forhold til de kvoteandele, det enkelte fartøj disponerer over.
I det omfang nogle fartøjer har landet større mængder, end fartøjets kvoteandel berettiger til, reduceres de årsmængder, de øvrige fartøjer kan tildeles, forholdsmæssigt.
§ 48
Et fartøj, som har tilknyttet FKA, IOK, eller både FKA og IOK, skal have fisket og landet årsmængder, svarende til 25 pct. af landingsværdien af årsmængder, der er tildelt på baggrund af de kvoteandele, som fartøjet rådede over ved kvoteårets udløb, jf. dog §§ 54 og 55, eller have haft 60 havdage.
I beregningen af de 25 pct. af landingsværdien kan også indgå årsmængder, som er overdraget fra andre fartøjer, jf. § 49, stk. 1, samt mængder der er fisket på rationsvilkår, jf. bilag 2, kolonne H og J, jf. dog § 50, stk. 2.
Stk. 2.
Aktivitetskravet i stk. 1 omfatter ikke fartøjer, der har samlede årsmængder op til en værdi af 250.000 kr., der er tildelt på baggrund af de kvoteandele, som fartøjet rådede over ved kvoteårets afslutning.
Stk. 3.
Årsmængder, som overføres fra et kvoteår til et andet for et fartøj, jf. § 46, stk. 2, medtages ikke i opgørelsen af, hvorvidt fartøjet har opfyldt aktivitetskravet, jf. stk. 1.
§ 49
En direkte ejer af et fartøj kan overdrage årsmængde svarende til op til 25 pct. af værdien af et fartøjs årsmængde tildelt på baggrund af IOK og 25 pct. af værdien af fartøjets årsmængde tildelt på baggrund af FKA til andre fartøjer, jf. dog § 50, stk. 2.
Stk. 2.
For fartøjer, som deltager i et puljefiskeri, kan der overdrages årsmængder til andre fartøjer i puljen svarende til op til 75 pct. af værdien af fartøjets samlede årsmængder for alle de kvoteandele, som fartøjet rådede over ved kvoteårets udløb, inklusiv overdragelser til fartøjer uden for pulje, jf. stk. 1, jf. dog § 50, stk. 2.
§ 50
Opgørelsen af størrelsen af den årsmængde, der højst kan overdrages, jf. §49, stk. 1, foretages i forhold til den årsmængde, som det afgivende fartøj råder over af de pågældende kvoter på tidspunktet for overdragelsen.
Stk. 2.
Årsmængder, som registreres på et dansk indregistreret fartøj som følge af et eller flere individuelle kvotebytter, medtages ikke i opgørelsen af hvorvidt fartøjet har opfyldt aktivitetskravet, jf. § 48, stk. 1, eller loftet over overdragelse af årsmængde, jf. § 49, stk. 2.
§ 51
Aktivitetskravet, jf. § 48, stk. 1, og loftet for overdragelse af årsmængde, jf. § 49, stk. 2, opgøres pr. 31. december.
For kvoter med forskudt kvoteår medregnes disse landingsværdier og værdien af årsmængden for hele det pågældende kvoteår i det kalenderår, hvor kvoteåret afsluttes.
Stk. 2.
Beregning af værdien af et fartøjs årsmængder, jf. § 50, sker på baggrund af de gennemsnitlige afregningspriser fra det forudgående kalenderår.
De gennemsnitlige afregningspriser sendes ud som straksregulering, jf. § 17.
§ 52
Fartøjer, der direkte eller indirekte er ejet af fysiske eller juridiske personer, der direkte eller indirekte ejer mere end 1 pct. af de samlede danske IOK, må kun få overdraget årsmængder af FKA-arter til dækning af utilsigtede bifangster.
Der må ikke overdrages mængder af FKA-arter til fartøjet ud over den bifangst, der fremgår af fartøjets afregninger.
§ 53
Et fartøj, der ikke lever op til kravene i § 48, stk. 1 eller § 49, stk. 2, vil i det efterfølgende kvoteår få nedsat tildelingen af årsmængde med en andel svarende til afvigelsen i procentpoint fra efterlevelse af pågældende aktivitetskrav, jf. § 48, stk. 1, eller loft for overdragelse af årsmængde, jf. § 49, stk. 2.
Stk. 2.
Nedsættelse af tildeling af årsmængde, jf. stk. 1, fortsættes og akkumuleres, indtil fartøjet efterlever § 48, stk. 1 eller § 49, stk. 2.
Stk. 3.
Den procentvise nedsættelse af tildelingen af årsmængde, jf. stk. 1, foretages ligeligt på alle kvoter med andelen svarende til afvigelsen fra efterlevelse af aktivitetskravet, jf. § 48, stk. 1, eller loftet over overdragelse af årsmængde, jf. § 49, stk. 2.
Stk. 4.
De årsmængder, som ikke tildeles fartøjet som følge af ikke at have levet op til kravene i § 48, stk. 1 og § 49, stk. 2, overføres til Fiskereserven, jf. § 128, stk. 5.
§ 54
Fartøjer, der indskiftes som følge af fartøjsudskiftning, jf. § 11, i bekendtgørelse om fartøjer, der anvendes til erhvervsmæssigt fiskeri i saltvand, overtager den opgørelse af landinger, som det udskiftede fartøj har landet for at efterleve aktivitetskravet, jf. § 48, stk. 1, samt det udskiftede fartøjs antal af havdage.
Stk. 2.
I forbindelse med dokumentation for efterlevelse af aktivitetskravet, jf. stk. 1, skal den direkte ejer af fartøjet dokumentere, at Fiskeristyrelsen har givet tilladelse til fartøjsudskiftning, jf. § 11, i bekendtgørelse om fartøjer, der anvendes til erhvervsmæssigt fiskeri i saltvand, og at fartøjsudskiftningen er gennemført og registreret i Søfartsstyrelsens Skibsregister.
§ 55
En direkte eller indirekte ejer af et fartøj, der på grund af havari, fiskeristop, fiskerirelateret uddannelse, fartøjsførerens sygdom, varetagelse af tillidspost i fiskeriets organisationer eller som følge af modernisering ikke har været i stand til at fiske og lande årsmængder, jf. § 48, stk. 1, kan ansøge Fiskeristyrelsen om dispensation fra, jf. § 48, stk. 1, og § 49, stk. 1, i det pågældende kalenderår.
Stk. 2.
Dispensation, jf. stk. 1, kan gives for ét kalenderår.
Stk. 3.
Ansøger skal dokumentere, hvilke årsmængder det ikke har været muligt at fiske.
Stk. 4.
Fiskeristyrelsen kan stille krav om dokumentation for manglende mulighed for efterlevelse af betingelserne i § 48, stk. 1.
Stk. 5.
Ansøgning, jf. stk. 1, skal være Fiskeristyrelsen i hænde senest den 1. februar året efter begivenheden, der forhindrede fiskeri, dog kan dispensation for manglende opfyldelse af § 48, stk. 1, på grund af indskrivning på og deltagelse i en fiskerirelateret uddannelse søges forud for kalenderåret, hvor uddannelsen påbegyndes.
Ansøgning sendes til mail@fiskeristyrelsen.dk.
§ 56
Fartøjer ejet udelukkende af et kvoteselskab eller laug kan efter ansøgning til Fiskeristyrelsen opnå tilladelse til ikke at opfylde aktivitetskravet, jf. § 48, stk. 1, eller lofterne over overdragelse af årsmængde, jf. § 49.
Ansøgningen skal være Fiskeristyrelsen i hænde senest den 15. januar det pågældende år og sendes til mail@fiskeristyrelsen.dk.
Stk. 2.
Det er en betingelse for at opnå tilladelse, jf. stk. 1, at følgende krav er opfyldt:
1)
Kvoteselskabet eller lauget, som ejer fartøjet, må ikke ejes direkte eller indirekte af fysiske eller juridiske personer, som overskrider lofterne for kvoteandele, jf. §§ 62-64 og § 66-72, jf. dog § 57, stk. 10.
2)
Kvoteselskabet eller lauget, som ejer fartøjet, må ikke ejes direkte eller indirekte af fysiske eller juridiske personer, som overskrider lofterne for kvoteandele, jf. § 12, stk. 1, i bekendtgørelse om tilladelse til fiskeri efter muslinger, østers samt kombinationer heraf, herunder overdragelige fartøjstilladelsesandele, jf. dog § 57, stk. 6.
3)
Mindst 50 pct. af værdien af de samlede landinger foretaget af fartøjer, som skal have overdraget årsmængder fra kvoteselskabet eller laugets fartøj, skal være landet i den region, som kvoteselskabet eller laugets fartøj tilhører, i det foregående kalenderår.
Stk. 3.
Ansøgning om tilladelse skal indeholde følgende:
1)
Kopi af kvoteselskabets eller laugets vedtægter og ejerbog.
2)
EU-identifikationsnummer på ejerkredsens fartøjer, som årsmængderne skal overdrages til.
3)
Dokumentation for at kvoteselskabet eller lauget opfylder kravet om lokal tilknytning, jf. stk. 2, nr. 3.
Stk. 4.
Tilladelse, jf. stk. 1, er gældende, indtil den eventuelt inddrages, jf. § 57, stk. 4.
Stk. 5.
Fartøjer, som har fået tilladelse, jf. stk. 1, før den 1. januar 2022, og som ejes, helt eller delvist, direkte eller indirekte, af fysiske personer, som overskrider lofterne for kvoteandele, jf. stk. 2, nr. 1, kan bevare denne tilladelse frem til 31. december 2025.
Herefter bortfalder tilladelsen, hvis fartøjet fortsat ejes, helt eller delvist, direkte eller indirekte, af fysiske personer, som overskrider lofterne for kvoteandele, jf. stk. 2, nr. 1.
§ 57
Fartøjer, der har tilladelse, jf. § 56 stk. 1, kan overdrage årsmængder til fartøjer direkte eller indirekte ejet af kvoteselskabet eller laugets direkte eller indirekte ejere.
Aktivitetskravet, jf. § 48, stk. 1, overtages af de fartøjer, som årsmængderne overdrages til.
Stk. 2.
Overdragede årsmængder, jf. stk. 1, kan videreoverføres fra fartøjer ejet af kvoteselskabet eller laugets ejere.
Aktivitetskravet, jf. § 48, stk. 1, for de overdragede årsmængder overtages af fartøjet, som årsmængderne overdrages til.
Aktivitetskravet kan fortsat opfyldes med mindst 60 havdage, jf. § 48, stk. 1, uanset om der er overdraget årsmængder til fartøjet.
Stk. 3.
Et fartøj, der har tilladelse, jf. § 56, stk. 1, kan overdrage årsmængder til fartøjer, der ikke er direkte eller indirekte ejet af kvoteselskabet eller laugets direkte eller indirekte ejere forudsat, at mindst 25 pct. af årsmængderne er overdraget til fartøjer direkte eller indirekte ejet af kvoteselskabet eller laugets direkte eller indirekte ejere.
Aktivitetskravet, jf. § 48, stk. 1, overtages af det modtagende fartøj.
Stk. 4.
Mindst 50 pct. af værdien af de samlede landinger foretaget af fartøjer, som har fået overdraget årsmængder fra kvoteselskabet eller laugets fartøj, skal landes i den region som kvoteselskabets eller laugets fartøj tilhører.
Stk. 5.
Kvoteselskaber eller laug, hvis fartøj har tilladelse, jf. § 56, stk. 1, skal senest den 15. februar indsende dokumentation til Fiskeristyrelsen for, at betingelserne i stk. 1-4 er opfyldt i det forudgående kalenderår ved at fremsende en oversigt over fartøjets overdragede årsmængder fra det forudgående kvoteår godkendt af puljebestyreren fra den pulje, som fartøjet er tilmeldt.
Såfremt betingelserne ikke er opfyldt, dokumentationen ikke er modtaget i Fiskeristyrelsen eller er mangelfuld, kan tilladelsen inddrages med virkning fra 1. januar i kalenderåret.
Stk. 6.
Ved inddragelse af tilladelse, jf. stk. 5, kan der først på ny ansøges om tilladelse det efterfølgende år.
§ 58
Såfremt et MAF-fartøj får overdraget årsmængde fra et fartøj, som har tilknyttet FKA, vil MAF-fartøjet resten af det pågældende år kun have mulighed for at skifte område én gang i hver rationsperiode.
Stk. 2.
Inden udløb af rationsperioden skal den direkte ejer af et MAF-fartøj, som har fået overdraget FKA-årsmængde, indsende ansøgning om skifte af område til Fiskeristyrelsen på e-mail til tilladelse@fiskeristyrelsen.dk med oplysninger om de landede mængder af FKA-arter fra det område, der forlades, således at Fiskeristyrelsen kan kontrollere om § 89, stk. 1 og 2 er overholdt.
Fiskeri må efter indsendelse af ansøgning om skifte af område først påbegyndes, når Fiskeristyrelsen har givet tilladelse til, at fartøjet kan skifte område.
Stk. 3.
Der kan ikke gives tilladelse til, at et MAF-fartøj videreoverdrager de årsmængder nævnt i stk. 1, medmindre der er tale om en fartøjsudskiftning, jf. § 11, i bekendtgørelse om fartøjer, der anvendes til erhvervsmæssigt fiskeri i saltvand.
§ 59
I et puljefiskeri indgår alle årsmængder, som fartøjer tilknyttet puljefiskeriet får tildelt på grundlag af FKA og IOK i den periode, tilladelsen til puljefiskeri er givet for.
Stk. 2.
Puljefiskeriet skal efter anmodning fra Fiskeristyrelsen indsende dokumentation for overdragelse af årsmængder for de enkelte fartøjer i puljefiskeriet.
Dokumentationen og skema for alle datoer, hvor der har været foretaget overdragelser, jf. bilag 12, skal indsendes inden for en nærmere angivet tidsfrist fastsat af Fiskeristyrelsen.
Stk. 3.
Årsmængder, som registreres på et dansk indregistreret fartøj som følge af et eller flere individuelle kvotebytter, medtages ikke i opgørelsen af, hvorvidt fartøjet har opfyldt kravet i stk. 2.
Stk. 4.
Ved overdragelse af årsmængder til fartøjer uden for et puljefiskeri, jf. § 49, stk. 1, skal den direkte ejer af det overdragende fartøj, som deltager i et puljefiskeri, indsende en anmodning om overdragelse af årsmængde og en oversigt over de mængder, som på ansøgningstidspunktet er overdraget fra fartøjet til andre fartøjer internt i puljefiskeriet til Fiskeristyrelsen til overdragelse@fiskeristyrelsen.dk.
§ 60
Et fartøjs direkte ejere kan ansøge Fiskeristyrelsen om at overdrage retten til at fiske en del af fartøjets samlede årsmængde tildelt på baggrund af IOK til et fartøj registreret i en anden stat mod at få overført årsmængder fra det pågældende fartøj, der kan fiskes i samme kvoteår eller det følgende kvoteår.
Stk. 2.
Såfremt ansøgningen efter stk. 1 godkendes af Fiskeristyrelsen, gennemføres individuelt kvotebytte mellem fiskerimyndighederne i Danmark og den pågældende stat.
Fiskeristyrelsen kan afslå at gennemføre byttet efter en vurdering af, at dette ikke bidrager til de samlede muligheder for fiskerierhvervet i Danmark.
Stk. 3.
De direkte ejere af et dansk indregistreret fartøj, der anmoder om at få gennemført et individuelt kvotebytte, skal indsende ansøgning til Fiskeristyrelsen med følgende oplysninger:
1)
Dato for indgåelse af aftale om individuelt kvotebytte.
2)
Navne og havnekendingsnummer for fartøjerne omfattet af kvotebyttet samt det udenlandske fartøjs nationalitet eller navn og adresse på den udenlandske producentorganisation, som der er indgået aftale om individuelt kvotebytte med, hvis det udenlandske fartøj ikke er kendt.
3)
Størrelsen af de kvoter af de pågældende arter, der byttes, og angivelse af de farvande, hvor kvoterne er tildelt.
4)
Erklæring om at parterne forpligter sig ved den indgåede handel.
Stk. 4.
Når kvotebyttet er gennemført med den pågældende stats fiskerimyndigheder og notificeret over for EU-Kommissionen, registrerer Fiskeristyrelsen de overførte mængder for det pågældende danske fartøj og udsteder tilladelse til, at mængden af den tilførte kvote kan fiskes med dette fartøj.
§ 61
Fiskeristyrelsen anvender 30,3 pct. af kvoten af torsk i østlig Østersø, jf. bilag 2, kolonne L, til uddeling som en årsmængde til alle fartøjer, der disponerer over FKA af torsk i vestlig Østersø (vestkvoten).
Fordelingen sker i forhold til de FKA, som fartøjerne disponerer over på vestkvoten.
Stk. 2.
Fartøjerne, som har tilknyttet FKA af torsk i østlig Østersø, kan fiske årsmængden i den østlige Østersø eller den direkte ejer af fartøjet kan meddele Fiskeristyrelsen, at mængden står til rådighed for kvotebytter med andre lande.
Hvis Danmark gennemfører kvotebyttet af torsk fra den østlige Østersø (østkvoten) til vestkvoten, får fartøjet rådighed over mængder på vestkvoten, der forholdsmæssigt svarer til den mængde af torsk fra østkvoten, som den direkte ejer har stillet til rådighed for kvotebytte.
Stk. 3.
Hvis forholdet i kvotebyttet mellem landene er et andet end 1:1, kan den årsmængde torsk fra vestkvoten, som fartøjet får rådighed over, tilsvarende reduceres eller forøges.
Hvis der ikke opnås kvotebytte for hele den årsmængde, som er stillet til rådighed, stiller Fiskeristyrelsen forholdsmæssigt de årsmængder, der er byttet, til rådighed for de fartøjer, der har stillet årsmængder til rådighed for et eventuelt kvotebytte.
Stk. 4.
Fartøjer, som råder over kvoteandele af torsk i Østersøen fra vestkvoten, og som maksimalt råder over kvoteandele svarende til 500 kg årsmængder af torsk pr. farvandsområde i andre farvande end den vestlige Østersø, og som meddeler Fiskeristyrelsen, at der står mængder til rådighed for kvotebytte inden den 1. februar i et givet år, har fortrinsret til torsk, der bliver til rådighed på vestkvoten gennem kvotebytter.
For mængder, der stilles til rådighed for bytte efter den 1. februar i et givet år, fordeles de torsk i vestkvoten, der indkommer via kvotebytter, til samtlige fartøjer.
Stk. 5.
Nærmere vilkår for kvotebytte i medfør af stk. 1 og 2 kan fastsættes ved straksregulering, jf. § 17.
§ 62
Fysiske eller juridiske personers samlede kvoteandele af FKA må ikke overstige 4 pct. af de samlede danske FKA, eksklusiv laks i Østersøen, jf. bilag 13.
Stk. 2.
FKA tilknyttet et fartøj må ikke overstige 4 pct. af de samlede danske FKA, eksklusiv laks i Østersøen, jf. bilag 13.
Stk. 3.
Fysiske eller juridiske personers FKA eller fartøjers FKA må ikke overstige de maksimale satser for kvoteandele, som fremgår af bilag 14.
Stk. 4.
I beregningen af fartøjers, fysiske eller juridiske personers kvoteandele, jf. stk. 1-3, medregnes følgende:
1)
Kvoteandele, som en fysisk eller juridisk person direkte eller indirekte ejer helt eller delvist.
2)
Kvoteandele, som tilskrives til en fysisk eller juridisk person efter § 82.
3)
Kvoteandele tildelt på basis af låne-FKA jf. §§ 118-121, dog kun til og med d. 31. december 2022.
Stk. 5.
Fysiske og juridiske personers samlede kvoteandele af FKA, jf. stk. 1, beregnes ud fra et gennemsnit af de foregående 3 års endelige danske kvoter reguleret med FKA, jf. bilag 13.
§ 63
Ændres de disponible danske kvoter fra ét kvoteår til et andet, og overstiger et fartøjs eller en fysisk eller juridisk persons samlede årsmængde af FKA som følge heraf 4 pct., jf. § 62, stk. 1 og 2, må den fysiske eller juridiske person ikke tilkøbe FKA og skal afhænde kvoteandele svarende til overskridelsen.
Tilsvarende må den fysiske eller juridiske person ikke tilkøbe FKA til et fartøj, og der skal fra fartøjet afhændes de overskydende FKA.
§ 64
Køber den fysiske eller juridiske persons aftalepart i et indberettet økonomisk mellemværende efter § 80 yderligere FKA efter denne indberetning, således at den fysiske eller juridiske person, som følge af tilskrivning af yderligere kvoteandele efter § 83, kommer til at overstige 4 pct., jf. stk. 1, må den fysiske eller juridiske person ikke tilkøbe FKA, og skal afhænde kvoteandele svarende til overskridelsen, jf. dog § 77, stk. 3.
§ 65
Ved kvoteoverskridelser omfattet af §§ 63 og 64, skal kvoteandele, der svarer til overskridelsen, senest være afhændet ved udgangen af det efterfølgende år.
Stk. 2.
Fartøjer, fysiske eller juridiske personer, der pr. den 21. november 2018 overskred FKA-loftet i § 62, stk. 1-3, skal senest den 31. december 2025 overholde kravene i § 62, stk. 1-3, jf. dog stk. 4.
Stk. 3.
Fysiske eller juridiske personer omfattet af stk. 2, må i perioden frem til 31. december 2025 kun erhverve yderligere FKA, hvis personen på tidspunktet for erhvervelsen overholder kravene i § 62, stk. 1 og 3, jf. dog § 63.
Ligeledes må der kun erhverves kvoteandele til et fartøj omfattet af stk. 2, hvis fartøjet på tidspunktet for erhvervelsen overholder kravene i § 62, stk. 2.
Stk. 4.
Fysiske eller juridiske personer, der pr. den 1. juli 2021 overskred FKA-loftet i § 62, stk. 1 og 3, på grund af tilskrivning af kvoteandele efter § 83, skal senest den 30. juni 2028 overholde kravene i § 62, stk. 1 og 3.
Stk. 5.
Fysiske eller juridiske personer omfattet af stk. 4, må i perioden frem til den 30. juni 2028 kun erhverve yderligere FKA, hvis personen på tidspunktet for erhvervelsen overholder kravene i § 62, stk. 1 og 3.
§ 66
Fysiske eller juridiske personers samlede kvoteandele af IOK må ikke overstige 10 pct. af de samlede danske IOK, jf. bilag 13.
Stk. 2.
De samlede IOK, der er tilknyttet et fartøj, må ikke overstige 10 pct. af de samlede danske IOK, jf. bilag 13.
Stk. 3.
Fysiske eller juridiske personers IOK, eller fartøjers IOK, må ikke overstige de maksimale satser for kvoteandele, som fremgår af bilag 14.
Stk. 4.
I beregningen af fartøjers, fysiske eller juridiske personers kvoteandele, jf. stk. 1-3, medregnes følgende:
1)
Kvoteandele, jf. § 2, nr. 23.
2)
Kvoteandele, som tilskrives den fysiske eller juridiske person efter § 83.
3)
Kvoteandele tildelt på basis af låne-IOK jf. §§ 118 – 121, dog kun til og med d. 31. december 2022.
Stk. 5.
Fysiske eller juridiske personers samlede kvoteandele af IOK, jf. stk. 1, beregnes ud fra et gennemsnit af de foregående 3 års endelige kvoter reguleret med IOK, jf. bilag 13.
Stk. 6.
I beregningen af kvoteandele, jf. stk. 1, lægges individuelle kvotebytter af makrelkvote fra området MAC/2CX14 inklusiv eventuel kvote fleksibilitet (overførsler af kvoter fra år til år) til kvoten for makrel i EU-zone.
§ 67
Ændres de disponible danske kvoter fra et kvoteår til et andet, og en fysisk eller juridisk persons eller et fartøjs samlede årsmængde af IOK som følge heraf overstiger 10 pct., jf. § 66, stk. 1 og 2, må den fysiske eller juridiske person ikke tilkøbe IOK og skal samtidig afhænde kvoteandele svarende til overskridelsen.
§ 68
Køber en fysisk eller juridisk persons aftalepart i et indberettet økonomisk mellemværende efter § 81 yderligere IOK efter indberetningen, således at den fysiske eller juridiske person som følge af tilskrivning af yderligere kvoteandele efter § 83, overstiger 10 pct., jf. § 66, må den fysiske eller juridiske person ikke tilkøbe IOK, og skal afhænde kvoteandele svarende til overskridelsen, jf. dog § 77, stk. 3.
§ 69
Ved kvoteoverskridelser omfattet af § 67 skal kvoteandele, der svarer til overskridelsen, senest være afhændet ved udgangen af det efterfølgende år.
Stk. 2.
Fartøjer, fysiske eller juridiske personer, der pr. den 21. november 2018 overskred IOK-loftet, jf. § 66, skal senest den 31. december 2025 overholde kravene i § 66, jf. dog stk. 4.
Stk. 3.
Fysiske eller juridiske personer omfattet af stk. 2, må i perioden frem til den 31. december 2025 kun erhverve yderligere IOK, hvis den fysiske eller juridiske person på tidspunktet for erhvervelsen overholder kravene i § 66, stk. 1 og 3, jf. dog stk. 5.
Ligeledes må der kun erhverves kvoteandele til et fartøj omfattet af stk. 2, hvis fartøjet på tidspunktet for erhvervelsen overholder kravene i § 66, stk. 2 og 3.
Stk. 4.
Fartøjer, fysiske eller juridiske personer, der pr. den 1. juli 2021 overskred IOK-loftet i § 66, på grund af tilskrivning af kvoteandele efter § 83, skal senest den 30. juni 2028 overholde kravene i § 66, stk. 1-3.
Stk. 5.
Fysiske eller juridiske personer omfattet af stk. 4 må i perioden frem til den 30. juni 2028 kun erhverve yderligere IOK, personen på tidspunktet for erhvervelsen overholder kravene i § 66, stk. 1 og 3.
§ 70
En fysisk person, som ejer IOK, må ikke direkte eller indirekte eje fartøjer registreret i Fiskeristyrelsens fartøjsregister, hvis bruttotonnage (BT) tilsammen udgør mere end 6000 BT.
§ 71
Fysiske eller juridiske personer, hvis samlede kvoteandele, jf. § 66, stk. 4, udgør 1 pct. eller derover af de samlede danske IOK, jf. bilag 13, må ikke samtidig være direkte eller indirekte ejer af FKA.
Stk. 2.
De samlede IOK, der er tilknyttet et fartøj, må ikke overstige 1 pct. af de samlede danske IOK, jf. bilag 13, hvis der er tilknyttet FKA til fartøjet.
Stk. 3.
Fysiske eller juridiske personer, der pr. 21. november 2018 var omfattet af stk. 1, skal senest den 31. december 2025 overholde kravene i stk. 1.
Stk. 4.
Fartøjer, der pr. den 1. juli 2021 var omfattet af stk. 2, skal senest den 30. juni 2028 overholde kravene i stk. 2.
Stk. 5.
Fysiske eller juridiske personer, der den 21. november 2018 ikke overholdt stk. 1, må i perioden frem til udgangen af 2025 kun erhverve yderligere FKA eller IOK, hvis den fysiske eller juridiske person på tidspunktet for erhvervelsen overholder kravene i stk. 1.
Stk. 6.
Den fysiske eller juridiske person, der pr. den 1. juli 2021 ikke overholdt stk. 1 på grund af tilskrivning af kvoteandele efter § 83, må i perioden frem til den 30. juni 2028 kun erhverve yderligere FKA eller IOK, hvis den fysiske eller juridiske person på tidspunktet for erhvervelsen overholder kravene i stk. 1.
§ 72
Ændres de disponible danske IOK fra et kvoteår til et andet, og en fysisk eller juridisk persons samlede årsmængde af IOK som følge heraf overstiger 1 pct., jf. § 71, stk. 1, må personen ikke tilkøbe FKA, og personen skal afhænde enten de IOK, der svarer til overskridelsen, eller afhænde alle FKA.
Tilsvarende må de direkte eller indirekte ejere af et fartøj ikke tilkøbe FKA til et fartøj, som ikke opfylder § 71 stk. 2, og de direkte eller indirekte ejere skal fra fartøjet afhænde
Teksten fortsætter i den officielle kilde.
