LEGALDIGMLEGALDIGM
    ← Danmark
    Beta
    LTA 1009/2022

    LTA 1009/2022 — Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder

    Beta. Juridisk information, ikke juridisk rådgivning. Tjek den officielle kilde for den gældende tekst.

    § 1 Denne bekendtgørelse finder anvendelse på fastsættelse af indtægtsrammer for netvirksomheder. § 2 I denne bekendtgørelse forstås ved følgende: 1) Afbrudsomkostninger: Estimat for de omkostninger i kr. pr. kWh, som elkunder oplever i forbindelse med afbrud. 2) Afskrivninger: Afskrivninger af en netvirksomheds aktiver til brug for den bevillingspligtige aktivitet. 3) Andre indtægter, som netvirksomheden opnår ved driften af den bevillingspligtige aktivitet: Indtægter, som opnås ved netvirksomhedens salg til tredjemand, herunder koncernforbundne virksomheder, af ydelser i tilknytning til den bevillingspligtige aktivitet, og som ikke er omfattet af den bevillingspligtige aktivitet, så længe de dermed forbundne omkostninger afholdes ud fra driftsøkonomiske overvejelser med henblik på at opretholde en effektiv drift af den bevillingspligtige aktivitet, jf. lov om elforsyning. 4) Bindende midlertidig prisnedsættelse: En prisnedsættelse, der er fastsat af en netvirksomhed, og som en elhandelsvirksomhed er forpligtet til at viderefakturere uændret til de relevante aftagenumre, jf. lov om elforsyning. 5) Differencer: Afvigelser opgjort pr. 31. december i et reguleringsår mellem en netvirksomheds indtægter, jf. nr. 15, og dens indtægtsramme ekskl. beløb til dækning af omkostninger forbundet med realisering af energibesparelser, indtil ordningens ophør. Højere indtægter end indtægtsrammen udgør en difference i kundernes favør. Lavere indtægter end indtægtsrammen udgør en difference i netvirksomhedens favør. 6) Driftsomkostninger: Omkostninger, som en netvirksomhed afholder ud fra driftsøkonomiske overvejelser med henblik på at opretholde en effektiv drift af den bevillingspligtige aktivitet, herunder driftsomkostninger til indkøb af energi, lønninger, tjenesteydelser, administration, vedligeholdelse, fleksibilitetsydelser, driftsomkostninger pålagt af offentlige myndigheder eller Energinet, nettab, afvikling af gældsforpligtelser stiftet inden den 1. januar 2000 og tab på debitorer. Driftsomkostninger omfatter ikke omkostninger, der vedrører sponsorater og markedsføring, med mindre der er tale om omkostninger, som er nødvendige for driften af netvirksomhedens bevillingspligtige aktiviteter, som for eksempel målrettet rekruttering. Ved opgørelsen af driftsomkostningerne medregnes omkostninger knyttet til den bevillingspligtige aktivitet, som regnskabsmæssigt indgår og bogføres i andre virksomheder end den bevillingshavende netvirksomhed. Omkostninger i forbindelse med anlægsinvesteringer betalt af tredjemand, jf. § 48, og omkostninger, forbundet med realisering af energibesparelser omfattet af bekendtgørelse om energispareydelser i net- og distributionsvirksomheder, hvor disse omkostninger er afholdt inden ordningens ophør, indgår ikke i opgørelsen af driftsomkostningerne. Driftsomkostningerne anses i reguleringsmæssig henseende for ligeligt fordelt over året. 7) Elmålere: Afregningsmålere, som ejes af netvirksomheden og som er i drift. 8) Energilageranlæg: I elektricitetssystemet, et anlæg, hvor der sker energilagring, jf. § 5, nr. 15, i lov om elforsyning. 9) Energilagring: I elektricitetssystemet, udsættelse af den endelige anvendelse af elektricitet til et senere tidspunkt end det, hvor den blev produceret, eller konvertering af elektrisk energi til en energiform, der kan lagres, lagringen af sådan energi og den efterfølgende rekonvertering af sådan energi til elektrisk energi eller anvendelse som anden energibærer, jf. § 5, nr. 16, i lov om elforsyning. 10) Fleksibilitetsydelse: Ydelse som defineret i bekendtgørelsen om varetagelse af netvirksomhedsaktiviteter. 11) Forrentning: Omkostning, der knytter sig til tilvejebringelse af kapital. 12) Fremadrettet aktivbase til forrentning: En netvirksomheds aktiver til brug for den bevillingspligtige aktivitet, som er idriftsat økonomisk fra den 1. januar 2018. 13) Historisk aktivbase til forrentning: En netvirksomheds netaktiver, som er idriftsat økonomisk senest den 31. december 2017. 14) Ikke-leveret energi: Estimat for den energi i kWh, som elkunder ville have forbrugt under et afbrud. 15) Indtægter: Indtægter fra henholdsvis bevillingspligtige aktiviteter og andre indtægter, som netvirksomheden opnår ved driften af den bevillingspligtige aktivitet, jf. nr. 3, og som i henhold til årsregnskabslovens regler kan indregnes i den årsrapport, som netvirksomheden er forpligtet til at aflægge efter årsregnskabsloven. Ved opgørelsen af indtægter medregnes indtægter fra den bevillingspligtige aktivitet, som regnskabsmæssigt indgår og bogføres i andre virksomheder end den bevillingshavende netvirksomhed, samt indtægter, som oppebæres som følge af kompensationsordningen. Indtægter, som netvirksomheden oppebærer fra anlægsinvesteringer betalt af tredjemand, i det omfang disse indtægter alene dækker medgående omkostninger, jf. § 48, og indtægter forbundet med realisering af energibesparelser omfattet af bekendtgørelse om energispareydelser i net- og distributionsvirksomheder, hvor disse omkostninger er oppebåret inden ordningens ophør, indgår ikke i opgørelsen af en netvirksomheds indtægter. Indtægter anses i reguleringsmæssig henseende for ligeligt fordelt over året. 16) Leveret elektricitet: Antal kWh leveret af netvirksomheden til slutbruger eller anden aftager. 17) Netaktiver: Anlægsaktiver i form af kollektive elforsyningsnet samt grunde og bygninger til brug for strømførende anlæg, der er økonomisk idriftsat før 2018. 18) Omkostninger: Summen af afskrivninger og driftsomkostninger, jf. nr. 2 og 6. 19) Reguleringsperiode: Den 5-årige periode, som fremgår af § 69, stk. 2, i lov om elforsyning. Første reguleringsperiode påbegyndes den 1. januar 2018. 20) Reguleringsår: Kalenderår. 21) Samlet aktivbase til forrentning: Den historiske aktivbase til forrentning tillagt den fremadrettede aktivbase til forrentning, jf. nr. 12 og 13. 22) Stationer: Summen af antallet af stationer, der som minimum indeholder et 10-20 kV-koblings- og fordelings-anlæg og som ejes af netvirksomheden og er i drift, og antallet af transformere med primærspænding 30-60 kV, som transformerer elektricitet til et andet spændingsniveau og som ejes af netvirksomheden og er i drift. 23) Transporteret elektricitet: Antal kWh transporteret af netvirksomheden gennem sit net. 24) Økonomisk idriftsættelse: Det tidspunkt, hvor et anlæg er idriftsat i henhold til årsregnskabsloven. 25) VE-Anlæg: Anlæg omfattet af lov om elforsyning § 67 og anlæg omfattet af § 30 i lov om fremme af vedvarende energi samt regler udstedt i medfør heraf. 26) Overgangsordning: En ordning i 2022 hvorefter netvirksomheder på vegne af elkunderne kan anmode om kompensation for omkostninger forbundet med nettilslutning af VE-anlæg og efterfølgende nettab, drift og vedligehold. § 3 En netvirksomheds indtægtsramme fastsættes med henblik på dækning af netvirksomhedens omkostninger ved en effektiv drift af den bevillingspligtige aktivitet og forrentning af den investerede kapital, jf. § 69, stk. 1, i lov om elforsyning. En netvirksomheds indtægtsramme udgør det højeste beløb, som netvirksomheden i et kalenderår kan oppebære ved indtægter fra drift af sin bevillingspligtige aktivitet, herunder, indtil ordningens ophør, sikring af realisering af dokumenterbare energibesparelser efter bekendtgørelse om energispareydelser i net- og distributionsvirksomheder. Stk. 2. De omkostninger, som dækkes af en netvirksomheds indtægtsramme, er følgende: 1) Omkostninger, jf. § 2, nr. 18. 2) Forrentning af et historisk forrentningsgrundlag og et fremadrettet forrentningsgrundlag, jf. § 7. 3) Indtil ordningens ophør, omkostninger forbundet med realisering af energibesparelser omfattet af bekendtgørelse om energispareydelser i net- og distributionsvirksomheder, idet disse dog holdes regnskabsmæssigt adskilt fra netvirksomhedens øvrige omkostninger, jf. § 18 i bekendtgørelse om energispareydelser i net- og distributionsvirksomheder. Stk. 3. De indtægter, som omfattes af en netvirksomheds indtægtsramme, er følgende: 1) Indtægter, jf. § 2, nr. 15. 2) Indtil ordningens ophør, indtægter forbundet med realisering af energibesparelser omfattet af bekendtgørelse om energispareydelser i net- og distributionsvirksomheder idet disse dog holdes regnskabsmæssigt adskilt fra netvirksomhedens øvrige omkostninger, jf. § 18 i bekendtgørelse om energispareydelser i net- og distributionsvirksomheder. § 4 Forsyningstilsynet træffer afgørelse om en netvirksomheds indtægtsramme for reguleringsåret efter reglerne i §§ 5-7 senest 6 måneder efter, at Forsyningstilsynet har modtaget netvirksomhedens reguleringsregnskab for et reguleringsår. Fristen på 6 måneder regnes dog tidligst fra den frist for indsendelse af reguleringsregnskabet, som Forsyningstilsynet har fastsat. Stk. 2. Forsyningstilsynet udmelder forud for hvert reguleringsår en foreløbig indtægtsramme for en netvirksomheds aktiviteter omfattet af netbevillingen, jf. § 19 i lov om elforsyning. Den foreløbige indtægtsramme beregnes efter reglerne i § 8 og er vejledende. § 5 Forsyningstilsynet træffer afgørelse om en netvirksomheds årlige indtægtsramme, som består af summen af en omkostningsramme, der beregnes efter § 6, og en forrentningsramme, der beregnes efter § 7, hvortil der foretages følgende beløbsmæssige justeringer for at få niveauet for den samlede indtægtsramme: 1) Fradrag af de akkumulerede effektiviseringskrav, som Forsyningstilsynet har beregnet eller fastsat efter reglerne i §§ 9-13 for indeværende reguleringsperiode til og med reguleringsåret. 2) Fradrag eller tillæg for leveringskvalitet i året to år forud for reguleringsåret, jf. § 16. 3) Tillæg af et beløb til dækning af omkostninger til nettab efter reglerne i stk. 2 og en eventuel forhøjelse efter reglerne i § 21, såfremt Forsyningstilsynet har truffet afgørelse herom for reguleringsåret. 4) Fradrag af de beløb, som netvirksomheden i reguleringsåret har indberettet i forbindelse med netvirksomhedens bindende midlertidige prisnedsættelser, jf. § 22. 5) Tillæg og fradrag som følge af manglende betaling fra elhandelsvirksomheder efter §§ 23 og 24. 6) Indtil ordningens ophør, tillæg af beløb til dækning af nettoomkostninger til energibesparende aktiviteter i reguleringsåret justeret for eventuelle differencer fra forrige år, jf. bekendtgørelse om energispareydelser i net- og distributionsvirksomheder. Stk. 2. Beløb til dækning af omkostninger til nettab beregnes efter metoden i bilag 1. § 6 En netvirksomheds omkostningsramme udgør de gennemsnitlige omkostninger i foregående reguleringsperiode, hvor de enkelte års omkostninger inden gennemsnitsberegningen er 1) fratrukket omkostninger til nettab, 2) justeret for tillæg og fradrag som følge af tab på grund af manglende betaling fra elhandelsvirksomheder, som Forsyningstilsynet har truffet afgørelse om, jf. §§ 23 og 24, efter metoden i stk. 4, jf. dog stk. 5, 3) justeret for tillæg og fradrag, som Forsyningstilsynet har truffet afgørelse om på baggrund af forhold omfattet af §§ 27-39, efter metoden i stk. 4, jf. dog stk. 5, og 4) justeret for ændret aktivitetsniveau og for pristalsudvikling til og med udgangen af foregående reguleringsperiode, og hvor nr. 1-3 ligeledes er justeret for ændret aktivitetsniveau og pristalsudvikling til og med udgangen af foregående reguleringsperiode. Stk. 2. Omkostningsrammen justeres inden for indeværende reguleringsperiode for 1) ændret aktivitetsniveau og pristalsudvikling til og med reguleringsåret, og 2) justeringer som følge af afgørelser, som Forsyningstilsynet har truffet på baggrund af forhold omfattet af §§ 27-39, og som er gældende for reguleringsåret, jf. dog stk. 5. Stk. 3. Omkostningsrammen nedsættes, hvis netvirksomheden er identificeret som vedvarende ineffektiv, jf. § 43. Stk. 4. Justeringen efter stk. 1, nr. 2 og 3, foretages på en sådan måde, at tillæg fradrages og fradrag tillægges. Der justeres alene for de tillæg og fradrag, der vedrører driftsomkostninger og afskrivninger. Stk. 5. Har en regnskabsført omkostning påvirket netvirksomhedens omkostninger i hele den foregående reguleringsperiode, og er der truffet afgørelse om tillæg eller fradrag af omkostningsrammen vedrørende omkostningen, justeres der ikke for forhøjelsen eller nedsættelsen, når der tages et gennemsnit af omkostningerne i foregående reguleringsperiode, jf. stk. 1, nr. 2 og 3, og der justeres ikke efter stk. 2, nr. 2, i indeværende reguleringsperiode. Stk. 6. En netvirksomheds omkostningsramme for første reguleringsperiode beregnes efter § 60. Stk. 7. Ved overgangen til en ny reguleringsperiode anvender Forsyningstilsynet, ved beregningen af de gennemsnitlige omkostninger, de oplysninger, som fremgår af reguleringsregnskaberne med korrektioner. Korrektionerne skal opfylde de regler, som Forsyningstilsynet har fastsat, dog ikke væsentlighedskriterier. § 7 En netvirksomheds forrentningsramme udgør forrentningen af netvirksomhedens historiske forrentningsgrundlag og fremadrettede forrentningsgrundlag efter stk. 2-11. Ved beregningen anvender Forsyningstilsynet forrentningssatsen for det historiske forrentningsgrundlag, jf. § 45, og forrentningssatsen for det fremadrettede forrentningsgrundlag, jf. § 46. Stk. 2. Det historiske forrentningsgrundlag udgør den bogførte værdi i reguleringsåret af den historiske aktivbase til forrentning tillagt 2 pct. Stk. 3. Det fremadrettede forrentningsgrundlag beregnes på baggrund af det samlede forrentningsgrundlag, som beregnet efter stk. 4, der er justeret for en række forhold i reguleringsåret efter stk. 5 og 6. Stk. 4. En netvirksomheds samlede forrentningsgrundlag i reguleringsperioden, jf. dog stk. 11, udgør gennemsnittet af den bogførte værdi af netvirksomhedens samlede aktivbase til forrentning i reguleringsårene i den foregående reguleringsperiode, hvor de enkelte års værdier inden gennemsnitsberegningen er justeret for følgende: 1) Udvidelser og indskrænkninger, som Forsyningstilsynet har truffet afgørelse om på baggrund af forhold omfattet af §§ 27-39, efter metoden i stk. 7, jf. dog stk. 8. 2) Ændret aktivitetsniveau og pristalsudvikling til og med udgangen af foregående reguleringsperiode, og hvor nr. 1 ligeledes er justeret for ændret aktivitetsniveau og pristalsudvikling til og med udgangen af foregående reguleringsperiode. Stk. 5. Det samlede forrentningsgrundlag i reguleringsåret beregnes ved, at det samlede forrentningsgrundlag i reguleringsperioden efter stk. 4 inden for indeværende reguleringsperiode justeres til og med reguleringsåret for 1) den akkumulerede værdi inden for reguleringsperioden af afskrivninger på de aktiver, som netvirksomheden senest den 31. december 2017 har idriftsat økonomisk til brug for den bevillingspligtige aktivitet, og som ikke er netaktiver, 2) ændret aktivitetsniveau og pristalsudvikling og 3) justeringer som følge af afgørelser, som Forsyningstilsynet har truffet på baggrund af forhold omfattet af §§ 27-39, og som er gældende for reguleringsåret, jf. dog stk. 8. Stk. 6. Det fremadrettede forrentningsgrundlag beregnes ved, at det samlede forrentningsgrundlag i reguleringsåret efter stk. 5 tillægges 2 pct. og fratrækkes det historiske forrentningsgrundlag. Stk. 7. Justeringen af udvidelser og indskrænkninger efter stk. 4, nr. 1, foretages på en sådan måde, at udvidelser fradrages og indskrænkninger tillægges. Stk. 8. Har en udvidelse eller indskrænkning påvirket en netvirksomheds samlede aktivbase til forrentning i hele den foregående reguleringsperiode, og er der truffet afgørelse vedrørende udvidelsen eller indskrænkningen, justeres der ikke for udvidelse eller indskrænkning, når der tages et gennemsnit af den samlede aktivbase til forrentning i foregående reguleringsperiode, jf. stk. 4, nr. 1, og der justeres ikke efter stk. 5, nr. 3, i indeværende reguleringsperiode. Stk. 9. Ved beregningen af det historiske forrentningsgrundlag og det fremadrettede forrentningsgrundlag anvendes ultimoværdier for den bogførte værdi af aktiver og netaktiver. Stk. 10. Ved overgangen til en ny reguleringsperiode anvender Forsyningstilsynet, ved beregningen af de gennemsnitlige bogførte, værdier de oplysninger, som fremgår af reguleringsregnskaberne med korrektioner. Korrektionerne skal opfylde de regler, som Forsyningstilsynet har fastsat, dog ikke væsentlighedskriterier. Stk. 11. En netvirksomheds forrentningsramme i første reguleringsperiode beregnes efter § 63. § 8 En netvirksomheds foreløbige indtægtsramme består af summen af en foreløbig omkostningsramme, en foreløbig forrentningsramme og en række foreløbige justeringer, jf. dog § 64. Stk. 2. Beregningen sker efter principperne i §§ 5-7, dog med udgangspunkt i oplysninger for året 2 år, forud for reguleringsåret og afgørelser truffet senest ved udmelding af den foreløbige indtægtsramme. Stk. 3. I en reguleringsperiodes første år anvender Forsyningstilsynet reguleringsregnskaber for de 4 første år af den foregående reguleringsperiode til beregning af beløbet til dækning af omkostninger til nettab, den foreløbige omkostningsramme og den foreløbige forrentningsramme. Stk. 4. Den foreløbige indtægtsramme er vejledende. Netvirksomheden kan således opkræve et beløb, der ikke svarer til den foreløbige indtægtsramme, hvis netvirksomheden forventer, at indtægtsrammen, jf. § 5, bliver anderledes. § 9 Forsyningstilsynet beregner årligt et generelt effektiviseringskrav på baggrund af produktivitetsudviklingen i relevante sektorer i Danmark. Stk. 2. Forsyningstilsynet beregner produktivitetsudviklingen, som et gennemsnit i de foregående 5 års observationer af udviklingen i arbejdsproduktiviteten i bygge- og anlægssektoren, som indgår med 70 pct., og udviklingen i arbejdsproduktiviteten i den markedsmæssige økonomi, som indgår med 30 pct. Stk. 3. Det generelle effektiviseringskrav beregnes som vist i metode 1 i bilag 2, som produktivitetsudviklingen beregnet efter stk. 2 fratrukket et forsigtighedshensyn på 25 pct. og korrigeret med en korrektionsfaktor efter metode 1 i bilag 2. Korrektionsfaktoren korrigerer produktivitetsudviklingen i forhold til andelen af omkostninger, som netvirksomheden kan forventes at kunne påvirke på kort sigt. Korrektionsfaktoren gælder for en reguleringsperiode og genberegnes ikke, selv om en netvirksomhed efterfølgende fremsender korrektioner til de reguleringsregnskaber hvori de omkostninger, som danner grundlag for beregningen, indgår. Stk. 4. Det generelle effektiviseringskrav fratrækkes indtægtsrammen efter eventuel ændring for sikring mod dobbelttælling, jf. § 13, efter metode 2 og 4 i bilag 2. Stk. 5. Ved beregningen efter stk. 2 anvendes den udgave af Danmarks Statistiks serie NP23: »Arbejdsproduktivitet efter branche og prisenhed«, som er tilgængelig den 1. juli året før det år, effektiviseringskravet beregnes for. Såfremt Danmarks Statistik justerer indhold og dækningsområde for de anvendte indeks, skal Forsyningstilsynet udmelde, hvorledes det generelle effektiviseringskrav herefter vil beregnes med henblik på at sikre, at det generelle effektiviseringskrav i videst muligt omfang beregnes på et tilsvarende grundlag. Stk. 6. Forsyningstilsynet offentliggør den beregnede korrektionsfaktor for reguleringsperioden, jf. stk. 3, på Forsyningstilsynets hjemmeside i året inden påbegyndelse af en reguleringsperiode, jf. § 56, stk. 12. Stk. 7. Ved beregningen af produktivitetsudviklingen, som beregnet efter stk. 2, medtages også negative værdier af observationer. Såfremt den samlede produktivitetsudvikling efter stk. 2 er negativ, anvendes dog en produktivitetsudvikling på 0. § 10 Forsyningstilsynet foretager benchmarking af netvirksomhedernes økonomiske effektivitet til brug for beregning af et individuelt effektiviseringskrav. Stk. 2. Forsyningstilsynet udarbejder metoden for benchmarkingen. Metoden skal bygge på fagligt anerkendte metoder og i vidt omfang være neutral mellem drifts- og investeringsomkostninger. Metoden skal sikre, at de anvendte benchmarkingydelser i vidt omfang beskriver netvirksomhedernes omkostninger, og at der tages passende hensyn til individuelle, dokumenterede og fordyrende rammevilkår, samt netvirksomhedernes leveringskvalitet. Stk. 3. Følgende data kan ikke indgå i benchmarkingen: 1) Indtil ordningens ophør, nettoomkostninger til energispareindsatsen, jf. bekendtgørelse om energispareydelser i net- og distributionsvirksomheder. 2) Omkostninger til forsknings-, udviklings- og demonstrationsprojekter, hvor der er offentlig medfinansiering. 3) Omkostninger til myndighedsbehandling som nævnt i § 29, stk. 3, nr. 3. 4) Anden data, som Forsyningstilsynet vælger ikke skal indgå i benchmarking. Stk. 4. Forsyningstilsynet foretager i en reguleringsperiodes femte år en benchmarking på baggrund af oplysninger, som er indsendt til Forsyningstilsynet for de 5 foregående år, jf. dog § 58, stk. 3. Stk. 5. Forsyningstilsynet offentliggør, på Forsyningstilsynets hjemmeside, resultaterne af hver benchmarking, herunder en eventuel genberegning, og den metode, som er anvendt ved benchmarkingen. Offentliggørelsen skal ske i det år, hvor benchmarkingen har fundet sted. § 11 Forsyningstilsynet udmønter på baggrund af den foretagne benchmarking efter § 10 individuelle effektiviseringskrav, som ikke kan være mindre end 0. Stk. 2. De individuelle krav udmøntes for en hel reguleringsperiode på baggrund af benchmarking foretaget i foregående reguleringsperiodes femte år, jf. dog § 58, stk. 5. Der kan dog udmøntes individuelle effektiviseringskrav på baggrund af eventuelle genberegninger af benchmarkingen. Stk. 3. Forsyningstilsynet benytter, ved udmøntningen af det individuelle effektiviseringskrav, et passende forsigtighedshensyn, der afspejler usikkerheden i estimatet for effektiviseringspotentialet. § 12 Ved fastsættelse af en netvirksomheds indtægtsramme foretages fradrag efter metode 3 i bilag 2 i en netvirksomheds indtægtsramme for individuelle effektiviseringskrav efter § 11 eller krav, som måtte træde i stedet herfor, jf. stk. 2-4, jf. dog § 58, stk. 2. Inden fradrag af krav efter 1. pkt. foretages eventuel ændring til sikring mod dobbelttælling, jf. § 13. Stk. 2. Forsyningstilsynet foretager en vurdering af, om den metode for benchmarking, som Forsyningstilsynet har udarbejdet, på robust vis kan anvendes til at udmønte individuelle effektiviseringskrav. Ved robust vis forstås, at en samlet vurdering af tests for robusthed, f.eks. test af de valgte benchmarkingydelser i modellen, test af korrelationen mellem forskellige beregningsmetoder og test for valg af dataår, er, at metoden giver robuste resultater. Vurderer Forsyningstilsynet, at metoden ikke på robust vis kan anvendes til at udmønte individuelle effektiviseringskrav for enkelte eller for alle netvirksomheder, fradrager Forsyningstilsynet i stedet skønsmæssigt fastsatte effektiviseringskrav, som træder i stedet for individuelle effektiviseringskrav i forhold til de netvirksomheder, som metoden for benchmarking ikke er fundet robust over for. Stk. 3. Ved den skønsmæssige fastsættelse af et effektiviseringskrav, som træder i stedet for et individuelt krav, vurderer Forsyningstilsynet de berørte netvirksomheders økonomiske forhold og de effektiviseringskrav, der evt. er blevet udmøntet for de øvrige netvirksomheder. Vurderingen skal endvidere tage passende hensyn til individuelle, dokumenterede og fordyrende rammevilkår. I de tilfælde, hvor benchmarkingmodellen ikke vurderes at være robust for alle netvirksomheder, kan vurderingen tage udgangspunkt i det effektiviseringskrav for 2018, der fradrages i stedet for et individuelt effektiviseringskrav baseret på benchmarking. Stk. 4. Forsyningstilsynet træffer afgørelse om individuelle effektiviseringskrav eller krav, som måtte træde i stedet herfor, i året forud for reguleringsperioden, jf. dog § 58, stk. 4. I afgørelserne indgår ikke ændring af effektiviseringskrav for sikring mod dobbelttælling, som foretages ved fastsættelse af indtægtsrammen, ligesom Forsyningstilsynet kan vælge, at afgørelsen alene vedrører effektiviseringskrav før udmøntning. § 13 Forsyningstilsynet ændrer det beregnede generelle effektiviseringskrav, jf. § 9, eller det effektiviseringskrav, der fremgår af §§ 11 og 12, for at sikre mod eventuel dobbelttælling ved udmøntning af både et generelt og et individuelt effektiviseringskrav. Forsyningstilsynet reducerer i 2019 det samlede effektiviseringskrav efter metode 4 i bilag 2. For efterfølgende reguleringsår kan Forsyningstilsynet vælge at benytte en anden metode, frem for metode 4 i bilag 2, hvis Forsyningstilsynet vurderer, at metoden giver en mere retvisende sikring mod dobbelttælling. § 14 Forsyningstilsynet foretager en evaluering af det generelle effektiviseringskrav efter at have modtaget reguleringsregnskaber for de første 3 år af en reguleringsperiode. Stk. 2. Såfremt evalueringen fører til, at Forsyningstilsynet finder, at metoden til beregning af generelle effektiviseringskrav er uhensigtsmæssig, indstiller Forsyningstilsynet til klima-, energi- og forsyningsministeren, at metoden bør justeres, og hvordan dette bør ske. Indstillingen skal være fagligt begrundet, eksempelvis med at de valgte produktivitetsindeks ikke er repræsentative for den produktivitetsudvikling, der kan forventes af netvirksomhederne. Stk. 3. Evaluering og eventuel indstilling om justering indsendes til klima-, energi- og forsyningsministeren senest den 1. december i reguleringsperiodens fjerde år. § 15 Forsyningstilsynet foretager en evaluering af, hvorvidt netvirksomhederne har haft incitament til at foretage effektiviseringer ud over pålagte effektiviseringskrav. Evalueringen foretages efter, at Forsyningstilsynet har modtaget reguleringsregnskaber for en reguleringsperiode. Stk. 2. Såfremt evalueringen fører til, at Forsyningstilsynet identificerer ændringer af reguleringen, der på en hensigtsmæssig måde vil kunne styrke netvirksomhedernes incitament til effektivisering ud over de pålagte effektiviseringskrav, og derfor bør ændres, indstiller Forsyningstilsynet til klima-, energi- og forsyningsministeren, at reglerne bør ændres. Stk. 3. Evaluering og eventuelt indstilling om tiltag, der kan øge netvirksomhedernes incitament til effektivisering indsendes til klima-, energi- og forsyningsministeren senest ved udgangen af en reguleringsperiodes andet år. § 16 Ved fastsættelse af en netvirksomheds indtægtsramme foretages en samlet 1-årig justering for leveringskvalitet baseret på: 1) netvirksomhedens generelle leveringskvalitet, jf. § 17, og 2) netvirksomhedens leveringskvalitet på enkeltkundeniveauet, jf. § 18. Stk. 2. Justering efter stk. 1 sker i det reguleringsår, som ligger to år efter det reguleringsår, for hvilket leveringskvaliteten vurderes. Justeringen opgøres som enten et beløbsmæssigt fradrag eller et beløbsmæssigt tillæg til indtægtsrammen. § 17 For en netvirksomheds generelle leveringskvalitet beregnes en justering i henhold til metode 1 i bilag 3, baseret på: 1) elkundernes afbrudsomkostninger, jf. stk. 2, og 2) netvirksomhedens ikke-leverede energi i forhold til en fastsat norm for ikke-leveret energi, jf. stk. 4-6. Stk. 2. Forsyningstilsynet fastsætter og offentliggør, i året forud for påbegyndelse af en reguleringsperiode, et estimat for elkundernes afbrudsomkostninger. Estimatet opgøres i kr. pr. kWh ved et uvarslet afbrud. Forsyningstilsynet udarbejder og offentliggør metoden for fastsættelse af estimatet for elkundernes afbrudsomkostninger, der skal bygge på fagligt anerkendte metoder. Stk. 3. Justeringen efter stk. 1 kan ikke overstige 3 pct. af netvirksomhedens indtægtsramme i det reguleringsår, for hvilket indtægtsrammen justeres. Stk. 4. Forsyningstilsynet opgør den ikke-leverede energi for et afbrud på baggrund af et referenceforbrug multipliceret med antallet af afbrudte elkunder. Referenceforbruget er netvirksomhedens gennemsnitlige leverede elektricitet pr. elkunde på afbrudstidspunktet henholdsvis ugen før og ugen efter afbruddet. Hvis tidspunkterne i ugen før eller efter ikke er repræsentative for forbruget, eksempelvis pga. afbrud på disse tidspunkter, kan Forsyningstilsynet fastætte referenceforbruget på anden vis end beskrevet i 2. pkt. Stk. 5. Forsyningstilsynet fastsætter normen for ikke-leveret energi som en netvirksomheds gennemsnitlige ikke-leverede energi i den foregående reguleringsperiode, jf. stk. 4, jf. dog § 65. I beregningen undlades den eventuelle andel af ikke-leveret energi, der i medfør af stk. 3 ikke har ført til justeringer. Stk. 6. Normen for ikke-leveret energi justeres for en netvirksomheds årlige ændring i leveret elektricitet. Justeringen beregnes således, at den procentvise ændring i leveret elektricitet i forhold til gennemsnittet for den periode, for hvilken normen er fastsat på, medfører en tilsvarende ændring af normen. Stk. 7. Følgende afbrud indgår ikke i opgørelsen af ikke-leveret energi efter stk. 4 og 5: 1) Afbrud som følge af aftaler om levering af fleksibilitetsydelser, herunder afbrydelighedsaftaler. 2) Afbrud som følge af forsknings-, udviklings- og demonstrationsprojekter, hvor der er offentlig medfinansiering. 3) Afbrud som følge af force majeure i eget statistikområde. 4) Afbrud som følge af fejl/arbejde uden for eget statistikområde. 5) Andre afbrud, som Forsyningstilsynet vælger ikke skal indgå i opgørelsen af ikke-leveret energi. Stk. 8. Forsyningstilsynet fastsætter afbrudskategorier og vægtning heraf, som indgår i opgørelsen af ikke-leveret energi efter stk. 4 og 5 med en reduceret vægt. § 18 For kvaliteten på enkeltkundeniveau fastsættes et fradrag, hvis en netvirksomhed i et reguleringsår ikke overholder et eller flere af de mål, som Forsyningstilsynet har fastsat på niveau af den enkelte elkunde, jf. stk. 2, og minimumsgrænsen i stk. 3 er overskredet. Stk. 2. Forsyningstilsynet fastsætter og offentliggør, i året forud for påbegyndelse af en reguleringsperiode, mål for netvirksomhedernes leveringskvalitet for afbrudshyppighed og afbrudsvarighed i forhold til den enkelte elkunde inden for nærmere definerede kategorier, jf. metode 2 i bilag 3. Stk. 3. Fradrag efter stk. 1 forudsætter, at mere end 1 pct. af den gruppe af elkunder, der er tilsluttet den enkelte netvirksomheds net på et givet spændingsniveau, har oplevet en leveringskvalitet, som er dårligere end det mål, som er fastsat for denne gruppe af elkunder. Stk. 4. Fradraget opgøres som en procentvis reduktion af en omkostningsbase, som Forsyningstilsynet fastsætter under hensyn til, hvilke omkostninger netvirksomheden forventes at kunne påvirke. Ved fastsættelse af den procentvise reduktion anvender Forsyningstilsynet et forsigtighedshensyn. Forsigtighedshensynet udmøntes som en gradueringsfaktor på 0,4 ved overskridelser af målene på enkeltkundeniveau efter stk. 3. Stk. 5. Ved gentagne overskridelser af målene i tre år, eller flere, forhøjes reduktionen efter stk. 4 med en faktor svarende til antallet af år i træk, hvor netvirksomheden ikke har opfyldt målet, minus én. Stk. 6. Reduktionen efter stk. 4 kan ikke overstige de lofter, der er angivet ud for hver kategori i metode 2 i bilag 3. Stk. 7. Følgende afbrud indgår ikke i opgørelsen af fradrag efter stk. 1: 1) Afbrud som følge af aftaler om levering af fleksibilitetsydelser, herunder afbrydelighedsaftaler. 2) Afbrud som følge af forsknings-, udviklings- og demonstrationsprojekter, hvor der er offentlig medfinansiering. 3) Afbrud som følge af force majeure i eget statistikområde. 4) Afbrud som følge af fejl/arbejde uden for eget statistikområde. 5) Andre afbrud, som Forsyningstilsynet vælger ikke skal indgå i opgørelsen af fradraget. Stk. 8. Forsyningstilsynet fastsætter afbrudskategorier og vægtning heraf, som indgår i opgørelsen af fradrag efter stk. 1 med en reduceret vægt. Stk. 9. I deres indberetninger til Forsyningstilsynet opgør netvirksomhederne afbrud fra og med 2024 på enkeltkundenivau samlet på tværs af spændingsniveauer og opdelt på kategorierne i metode 2 i bilag 3. § 19 Forsyningstilsynet foretager evaluering af, hvorvidt netvirksomhederne har incitament til at levere et samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt niveau af leveringskvalitet. Stk. 2. Såfremt evalueringen fører til, at Forsyningstilsynet identificerer ændringer af reguleringen, der på en hensigtsmæssig måde vil kunne styrke netvirksomhedernes incitament til levere et samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt niveau af leveringskvalitet, og derfor bør ændres, indstiller Forsyningstilsynet til klima-, energi- og forsyningsministeren, at reglerne bør ændres. Stk. 3. Herunder skal det ved første evaluering af reguleringen eksplicit vurderes, hvorvidt ikke-leveret energi hensigtsmæssigt kan opgøres med en højere detaljeringsgrad, eksempelvis ved opdeling af forskellige elkundegrupper. Stk. 4. Evaluering og eventuelle indstillinger om tiltag indsendes til klima-, energi- og forsyningsministeren senest den 1. juli i hver reguleringsperiodes fjerde år. § 20 Forsyningstilsynet offentliggør, på Forsyningstilsynets hjemmeside, udviklingen i relevante parametre for leveringskvaliteten og årets indtægtsrammejusteringer som følge af leveringskvaliteten Offentliggørelsen skal ske i året efter det reguleringsår, for hvilket leveringskvaliteten vurderes. § 21 Forsyningstilsynet forhøjer i ekstraordinære tilfælde midlertidigt en netvirksomheds beløb til dækning af omkostninger til nettab i indtægtsrammen, såfremt en netvirksomhed på grund af en udvikling i eksogene forhold oparbejder et væsentligt negativt resultat af den primære drift. Det er en forudsætning for en forhøjelse, at udviklingen i eksogene forhold afviger væsentligt fra de forudsætninger, der ligger til grund for den kompensation, som ydes gennem de løbende justeringer af tillægget til dækning af nettab. Stk. 2. Forhøjelsen fastsættes skønsmæssigt. § 22 En netvirksomhed, der yder en bindende midlertidig prisnedsættelse, jf. § 2, nr. 4, skal indberette det beløb til Forsyningstilsynet, som den bindende midlertidige prisnedsættelse forventes at reducere indtægterne med. Indberetningen kan efterfølgende ikke revideres. Indberetningen skal ske samtidig med indberetningen af prisnedsættelsen til datahub. § 23 Forsyningstilsynet forhøjer efter ansøgning midlertidigt en netvirksomheds indtægtsramme, hvis netvirksomheden efter reglerne i årsregnskabsloven har regnskabsført et tab på 200.000 kr. eller derover som følge af en elhandelsvirksomheds manglende betaling af beløb, som netvirksomheden har faktureret i henhold til § 72 d, stk. 1, 1. og 2. pkt., i lov om elforsyning. Forhøjelsen svarer til det tab, som er regnskabsført. § 24 Forsyningstilsynet nedsætter midlertidigt en netvirksomheds indtægtsramme, hvis netvirksomheden har modtaget et beløb til hel eller delvis dækning af et tab, som netvirksomheden i et tidligere reguleringsår har fået en indtægtsrammeforhøjelse for på baggrund af § 23. Nedsættelsen af netvirksomhedens indtægtsramme svarer til det modtagne beløb. Stk. 2. Nedsættelsen af netvirksomhedens indtægtsramme sker for det reguleringsår, hvor beløbet er modtaget. § 25 Ved justeringer for ændret aktivitetsniveau justeres der med den årlige ændring i antallet af elmålere og stationer, som indgår i den bevillingspligtige aktivitet. Justeringen beregnes således, at den procentvise ændring i henholdsvis antallet af elmålere og antallet af stationer hver især medfører den halve procentvise ændring af omkostningsrammen og det samlede forrentningsgrundlag i reguleringsåret, jf. dog stk. 2 og 3. Stk. 2. Ved justering af omkostningsrammen og det samlede forrentningsgrundlag i reguleringsåret for ændret aktivitet i reguleringsåret medregnes ikke fald i antallet af elmålere. Stk. 3. Der justeres ikke efter stk. 1 for ændringer i antallet af elmålere og stationer, som er omfattet af en forhøjelse af en netvirksomheds omkostningsramme på baggrund af § 31. § 26 Ved justeringer for pristalsudvikling anvendes et sammenvejet indeks med 50 pct. lønandel og 50 pct. materialeandel. Lønindekset er Danmarks Statistiks lønindeks for virksomheder og organisationer for ansatte i industrien (ILON12). Materialeindekset er Danmarks Statistiks prisindeks for indenlandsk vareforsyning (PRIS11). Stk. 2. Såfremt Danmarks Statistik justerer indhold og dækningsområde for de anvendte indeks, skal Forsyningstilsynet udmelde, hvorledes pristalsreguleringer herefter vil foretages med henblik på at sikre, at pristalsreguleringen i videst muligt omfang fortsætter på et tilsvarende grundlag. § 27 Forsyningstilsynet forhøjer efter ansøgning en netvirksomheds omkostningsramme og justerer det samlede forrentningsgrundlag i reguleringsåret, såfremt en netvirksomhed får væsentlige meromkostninger som følge af et pålæg fra en myndighed eller Energinet, som ligger ud over forpligtelsen til at drive elforsyningsnet, jf. § 20, stk. 1, i lov om elforsyning, eller som indebærer en fremskyndelse af vedligeholdelsesarbejder, udskiftninger eller tekniske tilpasninger af eksisterende anlæg. 1. pkt. finder også anvendelse, såfremt et pålæg fra en myndighed eller Energinet ændres. Stk. 2. Forsyningstilsynet nedsætter en netvirksomheds omkostningsramme og justerer det samlede forrentningsgrundlag i reguleringsåret, såfremt en netvirksomhed får væsentligt færre omkostninger som følge af et pålæg fra en myndighed eller Energinet. 1. pkt. finder også anvendelse, såfremt et pålæg fra en myndighed eller Energinet ændres. Stk. 3. Forsyningstilsynet skal indhente en udtalelse fra Energistyrelsen i forhold til vurderingen af, om der er tale om et pålæg, der ligger ud over forpligtelsen til at drive elforsyningsnet efter § 20, stk. 1, i lov om elforsyning. § 28 Forsyningstilsynet forhøjer efter ansøgning en netvirksomheds omkostningsramme og justerer det samlede forrentningsgrundlag i reguleringsåret, såfremt en netvirksomhed får væsentlige meromkostninger som følge af ændrede krav ved lov, herunder anlægslov om infrastrukturprojekt, forordning, bekendtgørelse, forskrift udstedt af Energinet eller myndighedsgodkendte infrastrukturprojekter. Stk. 2. Forsyningstilsynet nedsætter en netvirksomheds omkostningsramme og justerer det samlede forrentningsgrundlag i reguleringsåret, såfremt en netvirksomhed får væsentligt færre omkostninger som følge af ændrede krav ved lov, forordning, bekendtgørelse eller forskrift udstedt af Energinet. Stk. 3. Forsyningstilsynet offentliggør, på Forsyningstilsynets hjemmeside, senest den 1. april i året efter et reguleringsår en vejledende liste over de ændrede krav ved lov, forordning, bekendtgørelse eller forskrift udstedt af Energinet, som forventes at give anledning til justeringer for netvirksomhederne for reguleringsåret efter stk. 1 og 2. § 29 Forsyningstilsynet forhøjer efter ansøgning en netvirksomheds omkostningsramme og justerer det samlede forrentningsgrundlag i reguleringsåret, såfremt en netvirksomhed får meromkostninger som følge af opgaver nævnt i stk. 3. Stk. 2. Forsyningstilsynet nedsætter en netvirksomheds omkostningsramme og justerer det samlede forrentningsgrundlag i reguleringsåret, såfremt en netvirksomhed får færre omkostninger som følge af ændrede opgaver nævnt i stk. 3. Stk. 3. Følgende opgaver, jf. stk. 1 og 2, giver anledning til justering af en netvirksomheds omkostningsramme og det samlede forrentningsgrundlag i reguleringsåret: 1) Udskiftning og opgradering af elmålere til fjernaflæste elmålere, fremskyndelse af investeringer i fjernaflæste elmålere og indsendelse af timemålte forbrugsdata til datahubben i henhold til regler fastsat af klima-, energi- og forsyningsministeren i medfør af lov om elforsyning. 2) Tilmelding til en it-sikkerhedstjeneste i henhold til regler fastsat af klima-, energi- og forsyningsministeren i medfør af lov om elforsyning. 3) Betaling af omkostninger til myndighedsbehandling i henhold til lov om elforsyning og lov om Forsyningstilsynet og regler fastsat i medfør heraf. 4) Omkostninger ved overdragelse og varetagelse af måleransvar for elforbrugere og elproducenter direkte tilsluttet transmissionsnettet i medfør af lov om elforsyning. 5) Udarbejdelse af netudviklingsplaner i henhold til regler fastsat af klima-, energi- og forsyningsministeren i medfør af § 22, stk. 4, lov om elforsyning. 6) Omkostninger knyttet til realisering af energibesparelser, jf. bekendtgørelse om energispareydelser i net- og distributionsvirksomheder, der vedrører projekter, der er afsluttet inden ordningens ophør, men som er regnskabsført i 2021 og frem. § 30 Forsyningstilsynet forhøjer efter ansøgning en netvirksomheds omkostningsramme og justerer det samlede forrentningsgrundlag i reguleringsåret, såfremt en netvirksomhed har tilladte omkostninger som følge af et pålæg fra Forsyningstilsynet om helt- eller delvis udfasning af virksomhedens energilageraktiviteter i medfør af bekendtgørelsen om varetagelse af netvirksomhedsaktiviteter. Tillægget skal svare til netvirksomhedens restafskrivning af energilageranlægget. Tillægget modregnes eventuelle indtægter fra hel- eller delvis salg af netvirksomhedens energilageranlæg til tredjemand. § 31 Forsyningstilsynet forhøjer efter ansøgning en netvirksomheds omkostningsramme og justerer det samlede forrentningsgrundlag i reguleringsåret, såfremt en netvirksomhed har væsentlige meromkostninger som følge af tilslutning af et nyt forsyningsområde, en større ny elforbruger eller en større ny produktionsenhed, eller som følge af ændringer af et forsyningsområde i forbindelse med byudvikling. § 32 Forsyningstilsynet forhøjer efter ansøgning en netvirksomheds omkostningsramme og justerer det samlede forrentningsgrundlag i reguleringsåret, såfremt en netvirksomhed har meromkostninger som følge af tilslutning af nye VE-anlæg. Stk. 2. Anlægsaktiver finansieret af overgangsordningen, straksafskrives i omkostningsrammen og forrentningsgrundlaget. Såfremt anlægsaktiver, der indgår i ansøgning efter stk. 1, ikke er helt eller delvist finansieret af overgangsordningen, forhøjer Forsyningstilsynet netvirksomhedens omkostningsramme og det samlede forrentningsgrundlag med de meromkostninger, der ikke er finansieret af overgangsordningen, efter reglerne i § 41. Meromkostninger, i form af driftsomkostninger, som følge af tilslutning af nye VE-anlæg, behandles efter reglerne i § 41. Stk. 3. Reinvestering i allerede tilsluttede VE-anlæg, betragtes som en ny tilslutning. Stk. 4. Stk. 2 har kun gyldighed for reguleringsåret 2022. § 33 Forsyningstilsynet forhøjer efter ansøgning en netvirksomheds omkostningsramme og forhøjer det samlede forrentningsgrundlag for nødvendige omkostninger, som netvirksomhederne er blevet pålagt efter § 67 i lov om elforsyning og § 30 i lov om fremme af vedvarende energi. Stk. 2. Anlægsaktiver finansieret af omkostninger til offentlige forpligtelser, anses som straksafskrevne og udløser ikke forhøjelse af omkostningsrammen og forrentningsgrundlaget. Stk. 3. Stk. 1 og 2 har kun gyldighed for reguleringsåret 2022. § 34 Forsyningstilsynet forhøjer efter ansøgning en netvirksomheds omkostningsramme og justerer det samlede forrentningsgrundlag i reguleringsåret, såfremt en netvirksomhed får væsentlige meromkostninger som følge af ændringer i system- og transmissionsstrukturen samt system- og transmissionsdriften på transmissionsniveau foretaget af Energinet. Stk. 2. Forsyningstilsynet nedsætter en netvirksomheds omkostningsramme og justerer det samlede forrentningsgrundlag i reguleringsåret, såfremt en netvirksomhed får væsentligt færre omkostninger som følge af ændringer i system- og transmissionsstrukturen samt system- og transmissionsdriften på transmissionsniveau foretaget af Energinet. § 35 Forsyningstilsynet forhøjer efter ansøgning en netvirksomheds omkostningsramme og justerer det samlede forrentningsgrundlag i reguleringsåret, såfremt netvirksomheden har gennemført en kabellægning af luftledninger af hensyn til forsyningssikkerheden. Forhøjelsen skal endvidere dække meromkostninger til udskiftning og ændring af tilknyttede anlæg, i det omfang udskiftningen eller ændringen er nødvendig for anvendelsen af det nye kabelnet. § 36 Forsyningstilsynet forhøjer efter ansøgning en netvirksomheds omkostningsramme og forhøjer det samlede forrentningsgrundlag i reguleringsåret, såfremt en netvirksomhed får væsentlige meromkostninger som følge af overtagelse af anlæg, der har karakter af kollektivt elforsyningsnet, fra tredjemand, og som ikke er underlagt indtægtsrammeregulering efter denne bekendtgørelse. Stk. 2. Forsyningstilsynet nedsætter en netvirksomheds omkostningsramme og det samlede forrentningsgrundlag i reguleringsåret, såfremt netvirksomheden får væsentlige færre omkostninger som følge af overdragelse af anlæg, der har karakter af kollektivt elforsyningsnet, til tredjemand, f.eks. Energinet, der ikke er underlagt indtægtsrammeregulering efter denne bekendtgørelse. § 37 Forsyningstilsynet forhøjer efter ansøgning en netvirksomheds omkostningsramme og justerer det samlede forrentningsgrundlag i reguleringsåret, såfremt netvirksomheden foretager reinvesteringer i allerede kabellagte net, som har karakter af kollektive elforsyningsnet, som netvirksomheden overtager fra tredjemand, og som ikke er underlagt indtægtsrammeregulering. Stk. 2. En forhøjelse forudsætter, at netvirksomheden dokumenterer, at det på overtagelsestidspunktet af sikkerhedsmæssige eller forsyningsmæssige grunde er nødvendigt med en reinvestering. § 38 Forsyningstilsynet forhøjer i ekstraordinære tilfælde midlertidigt en netvirksomheds omkostningsramme og justerer det samlede forrentningsgrundlag i reguleringsåret, såfremt en netvirksomhed på grund af en udvikling i eksogene forhold oparbejder et væsentligt negativt resultat af den primære drift. Det er en forudsætning for en forhøjelse, at udviklingen i eksogene forhold afviger væsentligt fra de forudsætninger, der ligger til grund for den kompensation, som ydes gennem de løbende justeringer af omkostningsrammen. Stk. 2. Forhøjelsen fastsættes skønsmæssigt. § 39 Forsyningstilsynet kan efter ansøgning forhøje en netvirksomheds omkostningsramme og justere det samlede forrentningsgrundlag i reguleringsåret, såfremt en netvirksomhed får væsentlige meromkostninger som følge af pludseligt opståede hændelser i form af force majeure, herunder krig, sabotage og jordskælv, der fører til, at en netvirksomhed ellers ikke vil kunne varetage sine forpligtelser efter bevillingen. En forhøjelse forudsætter, at forhøjelsen er nødvendig af forsyningssikkerhedsmæssige hensyn. § 40 Det er forudsætning for justeringer af en netvirksomheds omkostningsramme og af det samlede forrentningsgrundlag i reguleringsåret på baggrund af forhold omfattet af §§ 27, 28, 31, 34, 36 og 39, at de forventede mer- eller mindreomkostninger for det reguleringsår, hvor dokumentationen for ansøgningen eller indberetningen indgår i reguleringsregnskabet, og efterfølgende reguleringsår, er væsentlige. Stk. 2. Ved væsentlige omkostninger forstås, at nettonutidsværdien af mer- eller mindreomkostningerne pr. pålæg, opgave, investering eller overdragelse, udgør minimum en af følgende 1) 8 mio. kr. eller derover, 2) 40 kr. eller derover pr. netvirksomhedens antal målepunkter ultimo i det år, hvor omkostningen er afholdt, eller 3) 4.000 kr. eller derover pr. GWh årligt leveret elektricitet i det år, hvor omkostningen er afholdt. Stk. 3. Nettonutidsværdien efter stk. 2 beregnes ved, at de forventede driftsomkostninger tilbagediskonteres med den forrentningssats af det fremadrettede forrentningsgrundlag, der anvendes i indeværende reguleringsperiode, og tillægges den samlede anlægssum. Til brug for opgørelse af fremtidige driftsomkostninger anvender Forsyningstilsynet omkostningsækvivalenter, jf. § 41, stk. 5. Stk. 4. Omkostninger, der vedrører separate forhold, kan ikke lægges sammen for at opfylde væsentlighedskriteriet efter stk. 1. Dette gælder også, når der er tale om begivenheder af samme type, som er adskilte projekter. Stk. 5. Omkostninger, der vedrører samme forhold, men som f.eks. er spredt over flere år eller separate geografiske områder, vurderes under et i opfyldelsen af væsentlighedskriteriet efter stk. 1. Ved fremtidige omkostninger, der på ansøgningstidspunktet endnu ikke er realiseret, fremsender netvirksomheden de forventede fremtidige omkostninger. Forsyningstilsynet vurderer, hvilke forventede omkostninger der kan indregnes ved opfyldelsen af væsentlighedskriteriet efter stk. 1. Stk. 6. Beløbene i stk. 2 er for 2018 og pristalsreguleres hvert år. § 41 En afgørelse om justeringer på baggrund af §§ 27-39 fastsætter de årlige beløb, som omkostningsrammen skal justeres med, og den årlige udvidelse eller indskrænkning af det samlede forrentningsgrundlag i reguleringsåret, jf. dog stk. 11 og 13. Stk. 2. Ved justeringer af omkostningsrammen efter stk. 1, skal omkostningsrammen årligt justeres med et beløb, der dækker de estimerede mer- eller mindreomkostninger til afskrivninger og driftsomkostninger inklusive omkostninger til bortskaffelse af anlæg. Stk. 3. Ved justeringer af det samlede forrentningsgrundlag i reguleringsåret efter stk. 1 på baggrund af økonomisk idriftsatte eller ændrede anlæg, skal det samlede forrentningsgrundlag i reguleringsåret justeres for de nye anlægs værdi, de ændrede anlægs mer- eller mindreværdi og for afgang af erstattede eller overflødiggjorte anlæg, såfremt sådanne indgår i netvirksomhedens samlede aktivbase til forrentning. Stk. 4. Ved beregningen af den årlige udvidelse eller indskrænkning af det samlede forrentningsgrundlag i reguleringsåret efter stk. 3 anvender Forsyningstilsynet anlæggets estimerede værdi i reguleringsåret. Værdien af anlægget, når anlægget idriftsættes økonomisk, udgør de faktiske omkostninger til anlægget, herunder omkostninger til bortskaffelse af erstattede eller overflødiggjorte anlæg og myndighedspålagte omkostninger i forbindelse hermed. Stk. 5. Til brug for beregningerne efter stk. 2 og 3 anvender Forsyningstilsynet standardlevetider for anlægskategorier i forhold til spændingsniveauer. Forsyningstilsynet anvender endvidere i videst muligt omfang omkostningsækvivalenter for gennemsnitlige omkostninger til drift og vedligeholdelse af anlæg for de anlægskategorier, som der anvendes standardlevetider for og for fastsættelse af forventede driftsomkostninger. Ved beregningen af afskrivninger anvendes standardlevetider for anlægskategorier i forhold til spændingsniveauer. Stk. 6. Justeringer som følge af mer- eller mindre driftsomkostninger pristalsreguleres. Stk. 7. Såfremt en netvirksomhed kan dokumentere, at et konkret anlæg falder uden for de aktuelt fastsatte anlægskategorier, jf. stk. 5, kan netvirksomhedens egne dokumenterede omkostninger anvendes i beregninger efter godkendelse af Forsyningstilsynet. Stk. 8. Forsyningstilsynet gennemgår i år 4 af en reguleringsperiode standardlevetider, gennemsnitlige omkostninger og anlægskategorier efter stk. 4 med henblik på eventuel justering på baggrund af basis af indhøstede erfaringer og den teknologiske udvikling. Stk. 9. Justeringen af omkostningsrammen og det samlede forrentningsgrundlag i reguleringsåret sker tidligst fra det tidspunkt, hvor netvirksomheden første gang regnskabsfører omkostninger relateret til afgørelsen. Stk. 10. Ansøger en netvirksomhed om justering af omkostningsrammen og det samlede forrentningsgrundlag i reguleringsåret efter det reguleringsår, hvor netvirksomheden første gang regnskabsførte omkostninger relateret til afgørelsen, jf. § 42, stk. 2, 2. pkt., tager Forsyningstilsynet i sin justering af omkostningsrammen og det samlede forrentningsgrundlag i reguleringsåret højde for, at netvirksomhedens omkostningsramme og forrentningsramme kan indeholde delvis dækning af omkostningerne og forrentning forbundet med afgørelsen. Stk. 11. Vedrører en afgørelse om justering af omkostningsrammen og det samlede forrentningsgrundlag i reguleringsåret en flerårig periode, kan justeringerne ikke have virkning for omkostningsrammen og det samlede forrentningsgrundlag i reguleringsåret i den reguleringsperiode, der følger reguleringsperioden, hvor omkostningerne var afspejlet i netvirksomhedens reguleringsregnskaber i hele reguleringsperioden. For efterfølgende reguleringsperioder justeres der ikke for justeringerne som følge af afgørelsen ved overgangen til en ny reguleringsperiode jf. § 6, stk. 5, og § 7, stk. 8. Stk. 12. Forsyningstilsynet offentliggør på Forsyningstilsynets hjemmeside de standardlevetider og omkostningsækvivalenter, som anvendes ved beregningen af justeringerne. Stk. 13. Metoden til beregning af forhøjelser i henhold til bekendtgørelse om fjernaflæste elmålere og måling af elektricitet i slutforbruget og bekendtgørelse om it-beredskab for el- og naturgassektorerne fremgår af bekendtgørelserne. § 42 En netvirksomheds ansøgning om forhøjelse af indtægtsrammen efter §§ 21 og 23 og om forhøjelse af omkostningsrammen og justering af det samlede forrentningsgrundlag efter §§ 27-39 skal indsendes til Forsyningstilsynet senest sammen med reguleringsregnskabet for det reguleringsår forhøjelsen skal have virkning fra. Stk. 2. Er ansøgningen ikke modtaget i Forsyningstilsynet senest sammen med reguleringsregnskabet for det reguleringsår, hvor omkostningen er regnskabsført, bortfalder muligheden for at få godkendt en forhøjelse til dækning af omkostninger og forrentning i det pågældende reguleringsår. Der vil fortsat kunne ansøges om forhøjelse til dækning af de estimerede omkostninger i efterfølgende reguleringsår. Forhøjelsen vil have virkning fra det reguleringsår, hvor ansøgning er indsendt rettidigt, det vil sige senest sammen med reguleringsregnskabet. Stk. 3. Forsyningstilsynet fastsætter dokumentationskrav for ansøgningerne efter stk. 1. Dokumentation for ansøgninger omfattet af stk. 1, herunder for opfyldelse af væsentlighedskriterier, indgår i reguleringsregnskabet. Stk. 4. Forsyningstilsynet træffer afgørelse om justeringer senest sammen med afgørelsen om indtægtsrammen for det pågældende reguleringsår. § 43 Såfremt en netvirksomheds samlede omkostninger, der dækkes af netvirksomhedens omkostningsramme, i de 4 første år af en reguleringsperiode udgør mere end 105 pct. af netvirksomhedens samlede omkostningsrammer i samme periode, skal netvirksomheden dokumentere årsagerne til omkostningsniveauet over for Forsyningstilsynet. Stk. 2. Forsyningstilsynet fastsætter krav til den dokumentation, netvirksomheden skal fremsende. Forsyningstilsynet kan tage hensyn til størrelsen af overskridelsen ved fastsættelsen af dokumentationskravene. Stk. 3. Forsyningstilsynet foretager, på baggrund af den fremsendte dokumentation, en vurdering af, hvorvidt årsagerne til, at netvirksomhedens omkostningsniveau ligger over omkostningsrammen, er eksogene. Eksogene forhold omfatter i denne forbindelse også en cyklisk omkostningsprofil. Forsyningstilsynet kan, for netvirksomhedens regning, anvende uafhængig ekstern bistand til denne vurdering. Stk. 4. Vurderer Forsyningstilsynet, at netvirksomhedens omkostningsniveau ikke skyldes eksogene forhold, og at netvirksomheden har undladt at reagere på reguleringens indbyggede incitament til at foretage effektiviseringer, træffer Forsyningstilsynet afgørelse om, at netvirksomheden anses som vedvarende ineffektiv. Stk. 5. En netvirksomhed, der er blevet identificeret som værende vedvarende ineffektiv i foregående reguleringsperiode, kan ikke fuldt ud få sin omkostningsramme opjusteret ved overgangen til en ny reguleringsperiode. Forsyningstilsynet fastsætter omkostningsrammen under hensyn til de effektiviseringskrav, netvirksomheden er blevet pålagt i den foregående reguleringsperiode. Forsyningstilsynet kan ved mindre overskridelser efter stk. 1 fastsætte rammen under hensyn til en andel af de pålagte effektiviseringskrav i foregående reguleringsperiode. Forsyningstilsynet kan endvidere ved fastsættelse af rammen tage hensyn til konkrete effektiviseringsinitiativer, herunder arbejde med asset management, som netvirksomheden har foretaget. Stk. 6. Afgørelser efter stk. 4 træffes snarest muligt efter modtagelse af netvirksomhedens dokumentation, jf. stk. 2. § 44 Forsyningstilsynet foretager en evaluering af modellen for at identificere vedvarende ineffektive netvirksomheder i hver reguleringsperiode fra anden reguleringsperiode. Forsyningstilsynet skal ved evalueringen afdække, om der er tiltag, der kan styrke muligheden for en sikker identifikation af vedvarende ineffektive netvirksomheder. Forsyningstilsynet skal endvidere undersøge, hvorvidt incitamentet til effektiv drift svækkes ved, at effektiviseringskrav fra foregående reguleringsperiode ikke indgår ved fastsættelse af omkostningsrammen ved overgangen til en ny reguleringsperiode for netvirksomheder, der ikke findes vedvarende ineffektive. Forsyningstilsynet skal inddrage erfaringer fra fastsættelse af omkostningsrammer ved overgangen til anden reguleringsperiode i evalueringen. Stk. 2. Såfremt evalueringen fører til, at Forsyningstilsynet finder, at modellen for at identificere vedvarende ineffektive netvirksomheder bør justeres, eller at modellen fører til, at incitamentet til effektiv drift svækkes, indstiller Forsyningstilsynet til klima-, energi- og forsyningsministeren, at modellen bør justeres, og hvordan dette bør ske. Stk. 3. Evaluering og eventuel indstilling efter stk. 2 indsendes til ministeren senest den 1. december i år 4 i en reguleringsperiode fra anden reguleringsperiode. § 45 Forrentningssatsen for en netvirksomheds historiske forrentningsgrundlag udgør den mindste af følgende to satser, jf. dog stk. 9: 1) Den lange obligationsrente (DKK), som udmeldes af FinansDanmark, plus 1 procentpoint. 2) Netvirksomhedens gennemsnitlige mulige forrentningssats efter indtægtsrammen i årene 2012-2014, som beregnet efter metoden i bilag 4, reduceret for den merforrentning, jf. stk. 2-4, der ville have givet anledning til en indtægtsrammereduktion efter 2014 i medfør af reglerne i § 35 i bekendtgørelse nr. 195 af 4. marts 2016 om indtægtsrammer for netvirksomheder og regionale transmissionsvirksomheder omfattet af lov om elforsyning, som ændret ved bekendtgørelse nr. 857 af 28. juni 2017, jf. dog stk. 8. Stk. 2. Den gennemsnitlige forrentningssats efter stk. 1, nr. 2, nedsættes for merforrentning for årene 2013-2017, som Forsyningstilsynet har pålagt netvirksomheden varigt at nedsætte indtægtsrammen med, jf. § 70, stk. 5, i lov om elforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 418 af 25. april 2016. Det beløb, som indtægtsrammen ville være blevet reduceret med grundet merforrentning efter bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 195 af 4. marts 2016 om indtægtsrammer for netvirksomheder og regionale transmissionsvirksomheder omfattet af lov om elforsyning, omregnes til procent ved at sætte beløbet i forhold til årets netaktiver tillagt 2 pct. Uanset størrelsen af fradraget for merforrentning vil forrentningssatsen efter stk. 1, nr. 2, ikke kunne blive lavere end 0. Stk. 3. Den merforrentning, som fradrages efter stk. 2, kan efter Forsyningstilsynets godkendelse reduceres ved, at en netvirksomhed midlertidigt lader sin indtægtsramme nedsætte med det beløb, som fradraget ønskes reduceret med, tillagt en forrentning efter stk. 4. Nedsættelsen skal finde sted inden for perioden 2018-2022. Stk. 4. Ved opgørelsen af det beløb, som indtægtsrammen nedsættes med efter stk. 3, tillægges en forrentning af merforrentningen, som svarer til forrentningssatsen for det fremadrettede forrentningsgrundlag, jf. § 43, i første reguleringsperiode. Forrentningen beregnes fra den 1. juli det år, hvor merforrentningen er optjent, indtil den 1. juli det år, hvor merforrentningen har ført til nedsættelse af indtægtsrammen. Ved delvis nedsættelse af indtægtsrammen beregnes forrentningen på bag

    Teksten fortsætter i den officielle kilde.

    Relaterede guides, FAQ og kontraktskabeloner