LEGALDIGMLEGALDIGM
    ← Danmark
    Beta
    LTA 2544/2021

    LTA 2544/2021 — Bekendtgørelse om Trafikstyrelsens og Jernbanenævnets gebyrer og afgifter på jernbaneområdet

    Beta. Juridisk information, ikke juridisk rådgivning. Tjek den officielle kilde for den gældende tekst.

    § 1 Denne bekendtgørelse fastsætter bestemmelser om Trafikstyrelsens og Jernbanenævnets afgifter for tilsynsvirksomhed og gebyrer for varetagelse af opgaverne i henhold til jernbaneloven og EU-regler på jernbaneområdet. Stk. 2. Jernbanevirksomheder, jernbaneinfrastrukturforvaltere, virksomheder, der udfører transport på bybaner, forvaltere af bybaner, virksomheder, der er certificeret i henhold til jernbanelovens § 11, ihændehavere af køretøjer m.fl. og personer, som udfører sikkerhedsklassificerede funktioner hos jernbanevirksomheder eller jernbaneinfrastrukturforvaltere, betaler gebyrer efter satserne i bilag 1 til denne bekendtgørelse. Stk. 3. Beløbene i jernbanelovens § 109, stk. 2-4, og § 111, stk. 2, fremgår af bilag 2. Stk. 4. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på udførelse af ikke-erhvervsmæssig jernbanedrift (veterantogskørsel og veteranbanedrift). § 2 For følgende ydelser betales gebyr efter regning: 1) udstedelse, fornyelse og ændring af EU-sikkerhedscertifikater, sikkerhedscertifikater og sikkerhedsgodkendelser, 2) udstedelse og revurdering af tilladelse til at drive jernbanevirksomhed, 3) godkendelse af køretøjer, 4) godkendelse af sikkerhedsregler, 5) godkendelse af jernbaneinfrastruktur uden anlægslov, 6) godkendelse af jernbaneinfrastruktur med egen anlægslov, 7) godkendelse af sikkerhedsmæssige uddannelser, 8) godkendelse af organer og tredjeparter, herunder assessorer, udpegede organer (DeBo), sagkyndige o.lign., 9) registrering af udenlandske tilladelser (oprettelse/ændring) i det nationale køretøjsregister (NVR), og 10) adgang til det virtuelle centralregister for køretøjer (VVR). Stk. 2. Ved afbrydelse af sagsbehandlingen betales et beløb for det allerede udførte arbejde. Stk. 3. Trafikstyrelsen kan viderefakturere særlige omkostninger til ansøger, herunder særlig teknisk bistand, rejseomkostninger m.v., som anvendes i forbindelse med behandling af en ansøgning. § 3 For følgende ydelser betales et fast gebyr: 1) opretholdelse og ændringer af registreringer i det nationale køretøjsregister (NVR) eller i det europæiske køretøjsregister (EVR), 2) lokomotivførerlicenser, 3) erstatningsdokumenter for lokomotivførerlicenser, og 4) helbredsgodkendelser og kvittering for modtagelse af statuserklæring. § 4 For behandling af klager, der indbringes for Jernbanenævnet, betaler klager et gebyr på 4.000 kr., jf. jernbanelovens § 111, stk. 9. § 5 Afgiften i henhold til jernbanelovens § 109, stk. 2-4, udgør de beløb, der fremgår af bilag 2, nr. 1 og 2. § 6 Afgiften i henhold til jernbanelovens § 111, stk. 2, udgør det beløb, der fremgår af bilag 2, nr. 3. § 7 Udebliver betaling, jf. §§ 2, 3, 5 og 6, efter sidste rettidige indbetalingsdag, kan Trafikstyrelsen opkræve et ekspeditionsgebyr på 100 kr. for hver rykkerskrivelse. Der tillægges renter i overensstemmelse med rentelovens § 5. § 8 Afgørelser truffet af Trafikstyrelsen efter denne bekendtgørelse kan kun indbringes for transportministeren for så vidt angår retlige spørgsmål, jf. bekendtgørelse om Trafikstyrelsens opgaver og beføjelser, klageadgang og kundgørelse af visse af Trafikstyrelsens forskrifter. § 9 Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2022. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 2288 af 29. december 2020 om Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens og Jernbanenævnets gebyrer og afgifter på jernbaneområdet ophæves.

    Relaterede guides, FAQ og kontraktskabeloner