Beta
LTA 2369/2021
LTA 2369/2021 — Bekendtgørelse om betaling for godkendelse og syn m.m. af transportmateriel til letfordærvelige levnedsmidler (ATP)
Beta. Juridisk information, ikke juridisk rådgivning. Tjek den officielle kilde for den gældende tekst.
§ 1
ATP-materielkontrollen, Gregersensvej 9, 2630 Tåstrup, opkræver betaling for godkendelse og syn af isoleret transportmateriel i henhold til bekendtgørelse nr. 1699 af 12. december 2016 om international transport af letfordærvelige levnedsmidler (ATP-bekendtgørelsen).
§ 2
For udstedelse af certifikat betales 3.663 kr.
§ 3
Ved ændring af et certifikat ved f.eks. ejerskifte eller bortkomst betales 997 kr.
§ 4
Ved syn af materiel og samtidig udstedelse af certifikat betales 4.027 kr.
§ 5
Rejseudgifter i forbindelse med opgaver omfattet af ATP-bekendtgørelsen godtgøres materielkontrollen efter statens takster.
Ved planlagte inspektionsrejser bortfalder denne betaling.
Stk. 2.
Sker afprøvningen af en kuldekasses isoleringsevne eller et kulde- eller varmeanlæg efter materielkontrollens anvisning i et særligt afprøvningsrum, skal udgifter til lokaleleje, lys, opvarmning, rengøring og andre med benyttelsen forbundne udgifter godtgøres materielkontrollen efter regning.
§ 6
Hvis godkendelse af materiel eller køleanlæg ikke opnås, bringes taksterne i denne bekendtgørelse ikke i anvendelse.
Dog skal der betales udgifter som nævnt i § 5, stk. 2, for de af materielkontrollen afholdte rejseudgifter samt 831 kr. for hver påbegyndt arbejdstime, som materielkontrollen har anvendt i de foretagne undersøgelser.
Stk. 2.
Det efter stk. 1 fremkomne beløb kan ikke overstige det beløb, som skulle have været betalt, hvis godkendelse var blevet meddelt.
§ 7
Udgift til identifikationsmærker betales af vedkommende ejer af transportmateriellet.
§ 8
For materielkontrollens rådgivende virksomhed betales efter den i § 6, stk. 1, anførte takst, idet der dog ikke betales for den første time.
Endvidere betales for materielkontrollens rejseudgifter efter statens takster.
§ 9
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2022.
Stk. 2.
Bekendtgørelse nr. 1404 af 13. december 2019 om betaling for godkendelse og syn m.m. af transportmateriel til letfordærvelige levnedsmidler (ATP) ophæves.
